BB-historier

Mette & Klokkesmeden

2012-02-02T11:07:00.000-08:00

ISBN 978-87-92485-21-2

Mette & Klokkesmeden

Historien om Mette, Søren og deres 12 rødhårede børn.

Fortalt af Bodil Brændstrup,

et af deres 36 børnebørn.

Læseren møder her en familie, der ved sin mangfoldighed og sit antal af personer rummer en del af vores historiske fortid. Den starter i 1860-ernes liv på landet i Vendsyssel og familiens flytning til byen for at forsørge de mange børn, gennem besættelsestiden og indtil børnebørnenes virkelighed .

Vi vil i de første 8 dage - indtil den 18. februar 2012 forære denne lille bog til

GRATIS DOWNLOAD

Herefter vil den koste kr. 45,00 på denne side.

Den kan også downloades som PDF-fil her:

Mette & Klokkesmeden

eller i MOBI/Kindle-format:

Mette & Klokkesmeden - Mobi/Kindle

God fornøjelse!

Hvis der er problemer med download, eller du vil glæde os med en kommentar, så send en mail til os her:

KONTAKT

Skriv selv E-bøger!

2011-12-26T06:28:00.001-08:00

E-bøger - hvordan ?

Er du allerede vant til at bruge en computer, er det blevet overkommeligt at skrive og få udgivet en E-bog.
Har du allerede skrevet noget eller går med drømmen om at skrive om et fagligt emne, dine egne erindringer el. lign.,
giver forlaget BB-KULTUR gerne råd og vejledning med hensyn til udformning af design, layout m.v.

Pensionist?

Er du pensionist, og måske endda har svært ved at komme ud mere, er det en god måde at bruge tiden og dine evner og kompetencer på.
Hvis du kan, så gør det!
Det er godt stadigvæk at have noget, der er "arbejdstid" og noget, der er "fritid".
Det drejer sig om:
At fortælle en god historie! Også når det drejer sig om et fagligt emne!

Hvem er den fortalt til?
Hvor lidt eller hvor meget skal jeg fortælle?
Hvordan skal stoffet disponeres, så læseren bevarer interessen?
Hvad skal udgives, hvad skal være privat?
Hvilke spørgsmål har du selv?

Økonomi:

Du skal ikke skrive for pengenes skyld, for det er kun de meget få, der kan det.
Skriv, fordi det er sjovt og tilfredsstillende - og i bedste fald, fordi det kan glæde og gavne dine læsere.
At skrive en E-bog koster ikke noget udover de omkostninger, du i forvejen har til computer, bredbånd, printer m.v.
NB: Skal din E-bog trykkes, er det efterhånden også overkommeligt, hvis du selv leverer bogen klar til trykning, men små oplag vil altid blive dyrere per eksemplar, og markedsføring koster penge!
Skal forlaget hjælpe med klargøring m.v., kan der aftales et honorar for det.

Kontakt:

Bodil Brændstrup hos Forlaget BB-KULTUR
Øverødvej 13-1-14, 2840 Holte
Mail: bbkultur@mail.dk
Telefon: 4542 4550 / 3091 5780 (mobil)

Ny E-bog på engelsk

2011-11-01T02:48:00.001-07:00

ALBA - Stories

ISBN 978-87-92485-13-7

The Ugly Side of a Good Cause

by Bodil Braendstrup
Having read ALBA - I and II you may want to hear the end of the story of how Alba managed to get out of the claws of the controlling people, who were taking over what she believed to be a GOOD CAUSE - and turned it UGLY.

Alba made a plan!
When you deal with controlling and manipulating people, you have to out-smart them.
See how Alba did it!

Download after paying through PayPal-button:

Dkr. 45,- or abt. US-Dollars 9 via PayPal, who will calculate your own currency.

60års studenterjubilæum!

2011-06-26T23:09:00.000-07:00

Så er man ved at være gammel!

Men når man så møder den trediedel af årgangen, der er mødt op, så er man igen tilbage i 1951 og FØLER sig i hvert fald ikke gammel.

Mange er faldet fra - også i en tidlig alder, især kvinderne. Der er stadig attraktive mænd, men nogle er nærmest blevet oldinge. En enkelt var allerede olding, da vi blev studenter. Vi kaldte ham "Fesser", og det var han stadigvæk, dog nu med rollator, men åndsfrisk, og havde taget turen fra København til Jylland i dagens anledning.

Da vi blev studenter, var vi "på egen hånd". Der mødte ikke nogen forældre eller bedsteforældre op, når man havde været oppe i sidste fag. Man satte selv huen på hovedet. Forældrene mødte vi på vores tur i hestevogn fra hjem til hjem, og vi havde planlagt, hvilke forfriskninger vi skulle have, så vi var friske - og ædru - til vores festmiddag samme aften.

De fleste af os var nogle små Guds ord uden mange erfaringer, men det har vi så rigeligt indhentet i mellemtiden. Så vi er ikke gået glip af ret meget.

Dengang hørte studenterne til byens udvalgte. Vi var kun 40 i en ret stor provinsby. Og vi følte os forpligtede til at leve op til forventningerne.

Men hvor var det herligt at mødes som pensionister, hvor vi igen er uden nogen social position - undtagen i minderne. Nogle få vil gerne strø lidt om sig med tidligere titler, men vi er alligevel mest interesserede i børnebørnenes ve og vel. Og hvordan vi klarer de omsiggribende skavanker.

Der er dog flere, der stadigvæk er aktive - i helt andre boldgader.

Nu skal der vist ikke gå 10 år før næste møde, for så bliver mødeprocenten nok ret lav - med eller uden rollator og kørestol.

"Sjung om studentens lyckliga dag!"

Hvor heldig kan man blive?

2011-06-06T12:10:00.000-07:00

Som bekendt har jeg skrevet Franzen-trilogien om min tipoldefar og den familie, han blev forfader til.

Nu er der sågar dukket slægtninge op i USA. Min tipoldefar havde 7 børnebørn, der emigrerede til USA, og én ting er at vide, at de er der, men at der faktisk er hele to, der har kontaktet mig på grund af Franzen-trilogien, var mere end jeg havde drømt om.

Iøvrigt er de efterkommere af to forskellige grene af familien - efter to af min tipoldefars børn. Og den sidst tilkomne er efterkommer af det barnebarn, der kom og sagde farvel til sin bedstefar, før han rejste.

Ad kringlede veje er jeg så netop blevet præsenteret for en samling af breve, modtaget fra ham og hans to yngre brødre, der ligeledes emigrerede, af familien herhjemme.

Jeg fik lov at låne brevene med hjem, så jeg kunne skrive dem af - og senere oversætte dem for de amerikanske efterkommere.

Det var en herlig vandring tilbage i tiden, og jeg vil lige vise mine læsere et af brevene.

Sig så ikke, at man behøver at kede sig, fordi man bliver gammel!

Ny E-bog på engelsk

2011-04-28T06:51:00.001-07:00

Dear Great-Great-Grandfather!

Letters Between Past and Future

By Bodil Brændstrup

Denne engelske version af den 2. bog i Franzen-Trilogien er skrevet, efter at forlaget blev kontaktet af en amerikansk efterkommer efter forfatterens tip-tip-oldefar, Anders Jensen Franzen. Denne efterkommer havde ikke lært dansk i sin familie.

Efter flere års ophold i Canada og USA var det ikke noget problem for forfatteren af genskrive historien på engelsk, som ikke er nogen direkte oversættelse, men har taget højde for, hvilke informationer ville være nyttige for den amerikanske del af familien.

Forhåbentlig får både de og andre glæde af denne engelsk udgave af de fortællinger og skæbner, der lå gemt i den dagbog, skolelederen i prinsesseskolen i Gerå så omhyggeligt havde printet fra 1828 til kort for hans død i 1880.

Bogen, der er på 40 sider, kan downloades herunder eller i venstre kolonne på denne side

- eller på forlagets engelske udgave: BB-CULTURE Publishing

Dkr. 75:

Fra ALBA II

2011-03-06T02:28:00.000-08:00

A Champagne Experience!

Our first stop was at the house of the family of another MRA–worker, Janine de Nonancourt. What I did not know at the time, was that her family were some of the important champagne–producers of France, Laurent– Perrier.

On the way to their estate, we passed through Reims and saw the cathedral, which was a sad sight. It had been burnt down during World War I and was still being rebuilt. But in 1952 it was not unusual to see war–damaged buildings, so I thought the fire happened during WW–2.

We arrived at lunch–time and had – of course – champagne with the meal. This was the first time in my life, I had champagne and did not think much of it. I had not even seen a bottle of champagne in my own home, let alone tasted it. Only much later in life champagne became something special.

After lunch we were shown the whole process of the champagne production from the arrival of the grapes till the store–room with crates ready for delivery. The most impressive to me were the cellars with rows of bottles placed neck down in sloping racks, and people having the job of turning each bottle a few degrees several times with certain intervals. I do not remember all details, but it seems to me that there was something about knocking off the neck of each bottle to remove unwanted sediment, and then re–bottle the contents.

The Peugeot Factories

On our way we went to the city of Nancy, where the Crépins had to see some people, where we had dinner and stayed overnight in their house.

We also visited a member of the Peugeot–family and were shown the big factory area in Sochaux. One of their former test–drivers was an older man, who was now taking care of complaints from customers. He told us about a woman, who complained that her Peugeot was using much more petrol than it should according to standard. He suggested that they went for a drive in her car with her at the wheel. The first thing she did before starting the engine was to pull out the choke–button and hang her handbag on it! ”Is that what you always do?” he asked. ”Oh yes, it is so handy with that button!” she answered.

Alsace – Mulhouse – Albert Schweitzer

We went as far East as Alsace, and on our way through the Voges, we stayed overnight in a small swiss–looking hotel at the winter–resort, La Schlucht.

Later we went through Mulhouse, and I was told about the history of Alsace being alternately French and German, and therefore all the names of the towns – and the people – had a German and French way of spelling and prononciation. Alsace in French, Elsass in German, Mulhouse (“Mylu'se”) in French, Mühlhausen in German etc. Also the architecture of the old houses was a mixture of German and French.

Later we were visiting a family in a small village, it might have been Türkheim (pronounced in French as Tyrkeem) since I remember the name. All I remember was that they had a daughter of 14 who played the organ very well and even helped out playing in the local church. She was a great admiror of the local hero Albert Schweitzer, born in Alsace, who was known both for his organ–play and for being a missionary doctor in Africa. His picture was hanging on the wall of the living–room.

Another thing I remember, was that for the first time I had the Alsace–specialty of “Sauerkraut”, in French: “Choucroute”, and smoked bacon and sausages. Lovely!

Ny E-bog på engelsk: ALBA II

2011-02-05T11:30:00.000-08:00

ISBN 978-87-92485-11-3

Fortsættelsen af ALBA - et lille Guds ord fra Horsens - findes kun på engelsk, men er let læst og kan downloades via

BB-CULTURE Publishing

Frederik - på engelsk

2011-02-05T11:09:00.000-08:00

Under titlen:
Frederik
Fate of a Young Boy in 19th Century Denmark

udgiver vi nu til - forhåbentlig - glæde for bl.a. amerikanske efterkommere af lærer Franzen fra Gjeraa, den første del af FRANZEN-TRILOGIEN på engelsk.

Bogen er ikke nogen direkte oversættelse, men genskrevet på engelsk af forfatteren selv.

Den kan downloades efter betaling af US-dollars 14, Euros 10, eller Dkr. 75,-

på

BB-CULTURE Publishing

Hvad det dog fører til!

2010-09-14T01:51:00.001-07:00

Efter at have udgivet bogen Franzen-trilogien har jeg fået mange henvendelser fra læsere, der opdager, at de er i familie med mig.

Det er meget spændende sådan at få udvidet sin familie og samtidig få mere at vide om dem, jeg troede jeg kendte i forvejen.

Franzen-familierne i USA

Sidst fik jeg en henvendelse fra en kvinde i USA, der selv hed Franzen og havde eftersøgt Anders Jensen Franzen på internettet. Så dukkede mit forlags hjemmeside op, og hun skrev en kommentar om, hvem hun var.

Det har nu ført til en masse mails tværs over Atlanten - og over USA, da hun bor i Arizona. Og samtidig har jeg fået kendskab til den amerikanske familie, der er opstået, efter at Hanne og Berthel Thomsens datter Laura drog til Amerika for at slutte sig til sin søster Helene.

Også Sine Franzens tre sønner, der emigrerede til USA, har et familiemedlem af en af efterkommerne efter Sines datter Ane kunnet spore. Han har muligvis kontakt til en af sønnernes tipoldebarn. Grunden til, at man må sige "muligvis" er, at der er så mange sammenfald af almindelige danske navne, at mere end én brik skal passe, før man kan være sikker på at have fat i den rigtige person.

Dog må jeg selv lade slægtsforskningen ligge, da fortsættelsen af ALBA er et løfte til mine børnebørn, som jeg ikke vil svigte. ALBA-II på engelsk er igang!

Når den opgave er løst, er der noget, der tyder på, at jeg nok må skrive en engelsk udgave af Franzen-trilogien til vore amerikanske slægtninge, som desværre ikke længere forstår dansk.

ALBA - Et lille Guds ord fra Horsens

2010-08-24T06:16:00.000-07:00

Udkommer 1. sept. 2010

Hermed den danske udgave af historien om ALBA. Den er ikke nogen oversættelse. Bøgerne er skrevet hver for sig med samme disposition og er ikke helt identiske.

Denne lille E-bog er første del af de erindringer, Alba har lovet sine børn og børnebørn. Denne 1. del strækker sig fra 1932, gennem 2. verdenskrig til efterkrigstidens Europa i 1951.

Når hun lader andre kigge med, er det ud fra ønsket om at dele et langt livs begivenheder og erfaringer, gode som mindre gode, med enhver, der har lyst til og mod på at genkende eller få indblik i den verden, Alba har levet i. At more sig over, forarges eller genkende fra sig selv, hvad mennesker kan finde på eller udsætte både sig selv og andre for.

For Alba har livet været fantastisk, sommetider hårdt og skuffende, men altid umagen værd.

Skulle de omtalte personer forekomme bekendte, er det nok ikke nogen tilfældighed. Alba har ikke gjort noget forsøg på at besmykke hverken sin egen eller andres roller. Hendes vurderinger er udelukkende subjektive og ikke udtryk for noget forsøg på at være retfærdig – men oprigtig!

Bogen, der på dansk er på 50 sider, er i A4-format og kan for kr. 75,- downloades ved klik på knappen nedenfor:

Den kan også bestilles som CD-rom på bbkultur@gmail.com. Den koster da kr. 100,- incl. forsendelse.

Ny E-bog på engelsk!

2010-08-16T05:01:00.000-07:00

ALBA - Smalltown Innocence

Forlaget BB-KULTUR har udgivet en lille E-bog af Bodil Brændstrup
Den handler om et lille Guds ord fra provinsen, der fra 1932, gennem besættelsen, som student begiver sig ud i efterkrigstidens Europa.
Hun er ikke, hvad familien havde drømt om, snarere en trussel mod den pæne families renomé.

Læs et lille udsnit i indlæg nedenfor.

Bogen er på 44 A-4 sider og kan for kr. 75,- købes og downloades direkte fra forlaget ved klik på ALBA

Den kan også bestilles som CD-rom for kr. 100,- incl. forsendelse på email-adressen:
bbkultur@gmail.com - husk at opgive modtageradresse!

From ALBA - Smalltown Innocence

2010-08-15T11:25:00.000-07:00

There was a little girl who had NO little curl
Right in the middle of her forehead
When she was good, she was very, very good,
And when she was bad she was horrid.
(Henry Wardsworth Longfellow)

”Isn't She Horrid”

That was when the ”Horrid–Stories” began. For the rest of Alba's childhood – and later on – Mother would tell lots of ”funny” stories about her ugly and difficult second daughter. It was good entertainment and gave much sympathy to the tried mother.

The very first story was the ”Ugly–Story”. Mother was walking her two daughters in town, and meeting people in the street, they would marvel at the oldest and pretty little girl, then take one look at Alba and ask: ”Oh, is that yours too”?

Punishment Does Not Pay

One of the oldest stories was told by Mother like this:

”When my second daughter was two, I had laid the table to have coffee with some friends, and while I was in the kitchen, Alba – who could just reach up to the table – took hold of the table–cloth and pulled everything to the floor.

Of course, I gave her a solid spanking, and I was so angry that afterwards I discovered that she had blue marks after my wedding–ring on her bottom.

And imagine! When I had relaid the table, the naughty child, with tears still streaming down her cheeks, went and did it again! But that was not the only way, in which she was naughty. Once when she could not yet walk, she was gone. I looked for her inside and in the garden. Finally I found her in the closet under the kitchen table among the pots and pans.

In the end, I took her to the doctor and asked whether that child was normal, for my older daughter was not at all like her. And the doctor said: 'I do not think you should worry. She may just be the opposite. Sometimes intelligent children seem more difficult, and beating her will only make her more rebellious.' ”

Well, Mother got an explanation, and she was fair enough to admit it and stop spanking the child.

But there was still good entertainment in the ”horrid–stories”.

”Why do we always have to step aside?”

A later story to demonstrate Alba's spiteful nature, was a remark, she made, when Mother was walking down–town with the two girls, one on each side of her holding their hands. Alba was closest to the gutter, and when they had been stepping aside for other people several times, forcing Alba into the gutter, she protested angrily:

”Why do we always have to step aside, why cannot the others do it?”

That again was a naughty remark – though quite logical to Alba.The rest of the horrid–stories are not worth retelling, but Alba certainly threatened Mother's reputation as the perfect mother. It did not help, either that Mother wanted to be a good Christian and teach her girls good Christian behaviour like ”turning the other cheek” and not rebel like Alba.

......

KOPI eller ÆGTE i ny E-bogsudgave

2010-05-18T02:46:00.000-07:00

Odysseus
Jeg vil gerne præsentere E-bogen KOPI eller ÆGTE i en ny udgave, hvor E-bogen SPIL og SPARK indgår i den samlede udgave, der nu er på 75 sider.

KOPI eller ÆGTE

Din personlige identitet
med påvirkninger fra græske myter til
H.C. Andersen
– og far og mor.

Og med afsløring af de psykologiske spil, der spilles
i familien og på arbejdspladsen

Bogen som en samlet enhed er især egnet for unge mennesker, der er ved at finde og stabilisere deres identitet og personlighed.

Læs afsnit af bogen under "Emner" i højre kolonne!

Bogen kan for kr. 100,- downloades eller bestilles på CD-rom for kr. 150,- incl. forsendelse via

Forlaget BB-KULTUR

Uventet gensyn

2010-05-09T08:37:00.000-07:00

Da jeg har lovet mine børnebørn at skrive om mit liv, måtte jeg ty til gamle gemmer og ældgamle adressebøger. I den allerældste fandt jeg den adresse, hvor jeg var au-pair i Paris 1951-52.

Jeg fandt stedet ved et besøg i Paris sammen med en af mine sønner i 1983, og nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke havde taget et billede. Men det var der råd for!

Via adressen fandt jeg på Google et ejendomsmæglerfirma, der havde naboejendommen til salg. Via billedet af ejendommen kunne jeg faktisk spore ind på MIN gamle adresse. Jeg kunne ikke finde ud af andet end at affotografere billedet på skærmen, så det er ikke super. Men alligevel!

Porten ud til gaden er stadigvæk den samme, og jeg genså med glæde de smukke, gamle vinduer, der dengang havde skodder, der skulle lukkes om aftenen - af mig! Nu er der vel termoruder.

Den gamle mormor, der var lam - havde sit værelse over porten. Hun var enke efter en oberst, hvilket tydeligt sås på hendes holdning - selvom hun sad i sengen det meste af tiden - og ikke mindst på hendes blik. Men hun var alligevel en sød gammel dame, der insisterede på, at jeg skulle sige alting på fransk, selvom hun forstod både tysk og engelsk. Og det var godt for mit franske.

Det franske kom mig iøvrigt tilgode, da mine børnebørn de første år af deres liv kun forstod fransk. Nu forstår og taler de dansk - selvom det sommetider lyder som en brækket arm. Det gjorde mit franske også nok til at begynde med!

Franzen-trilogien - en slægtshistorie

2010-04-17T05:53:00.000-07:00

Det er med stor fornøjelse, jeg nu kan give mine læsere

EN BOG I HÅNDEN!
Især den ældre generation har tilsyneladende endnu svært ved at vænne sig til E-bogen! Derfor har jeg fundet et bogtrykkeri - iøvrigt ikke så langt fra de steder, hvor Franzen-trilogien foregår.

FRANZEN-trilogien
* Frederik, Frederik!
* Kære Tipoldefar!
* Himlen over Børglum

Bogen er på 225 sider og kan købes på forlagets hjemmeside ved klik på bogen i venstre spalte eller her:
Forlaget BB-KULTUR

Prisen er kr. 160,- incl. postforsendelse.

Den kan også bestilles pr. e-mail på adressen:
bbkultur@mail.dk

København i april

2010-04-10T11:45:00.000-07:00

Hej igen kære læsere af min blog!
Nu begynder livet igen med højere temperaturer, solskin og lyse aftener. Herligt!
I ret lang tid har jeg været fordybet i mit projekt med at få
Franzen-Trilogien trykt som en "rigtig" bog - og det kræver mange tekniske finesser, kan jeg betro jer. Men morsomt er det at "lege" med. Bare vent, til I ser resultatet!
Men for at få fortidens Vendsyssel rystet lidt ud af hovedet besluttede jeg forleden, at det var tid til en tur til København, - den første i umindelige tider.
Vejret var herligt, lidt køligt, men jeg tog bussen fra Holte direkte til Nørreport station. Det tager 45 minutter.

Klik på Landemærket
Derfra gik jeg til Kgs. Nytorv. Jeg havde mit kamera i lommen og tog det af og til frem for at lade jer få del i min tur.

Gothersgade
Da jeg kom til Kgs. Nytorv var jeg temmelig TRÆT, men blev reddet af en kop cappucino - med flere sukkerknalde til - i Sam's bar hos Monica.

Kgs. Nytorv
Jeg kastede lige et blik ind i Ny Adelgade, hvor der ligger et lille listigt sted, der hedder Palæ-Bar, hvor man kan købe smørrebrød til frokost - serveret på køkkenbordet. Næsten lige overfor ligger Tage Andersens blomsterudstilling. Men det må blive en anden gang.

Ikke noget med at udmatte den gamle dame, så jeg tog metro og S-tog direkte hjem til Holte.
En herlig tur!

Tak for følgeskab!

Hele Franzen-trilogien!

2010-03-08T03:33:00.000-08:00

Hele Franzen-trilogien:
Frederik, Frederik!
Kære Tipoldefar!
Himlen over Børglum
kan nu downloades samlet via dette link:
Klick på: DOWNLOAD

Ny udgivelse - Himlen over Børglum

2010-03-06T23:04:00.000-08:00

HIMLEN over BØRGLUM

Her er sidste del af trilogien om lærer Anders J. Franzen (1800-1880) - hans baggrund, liv og samtid.
Sådan så han ud, Anders Franzen

Historien strækker sig fra den første Anders Frantzen (1720-98), der var fæstebonde med 2 td. land under Børglum Kloster ved det barske Vesterhav, til barnebarnets fremtid som skoleder i Dronninglund sogn ved det blidere Kattegat.

Den lille, spinkle husmandssøn udvikler en særlig passion for astronomien og styrer trods familiens manglende midler mod en fremtid som skolelærer.

Astronomien er med ham hele vejen, som går gennem familietragedier, krig og et stærkt engagement i opgaven som lærer, den efterhånden store familie og det omgivende samfund.

Bloggens faste læsere kan til personligt brug - uden betaling - downloade bogen her:

Klick på DOWNLOAD

Se også indlægget: Gratis download!

Bind 1: Frederik, Frederik!
Bind 2: Kære Tipoldefar!
Bind 3: HIMLEN over BØRGLUM

Lyst til selv at skrive?

2010-03-06T02:45:00.000-08:00

Hvis du har lyst til selv at skrive, så er der mulighed for udgivelse af en e-bog på mit forlag

BB-KULTUR,
som blev startet i december 2008 primært med henblik på udgivelse af E-bøger.

Fordelen ved elektroniske udgivelser er

- En hurtig udgivelsesproces
- Let adgang til revidering og opdatering af indhold

Forfattere er velkommen til at henvende sig med henblik på udgivelse af bøger eller skrifter, hvilket sker efter forlagets godkendelse.

Kontakt via forlagets hjemmeside:

Forlaget BB-KULTUR

"Himlen over Børglum" - Line og bedstefar

2010-02-11T11:03:00.000-08:00

En udramatisk kvindeskæbne
Modsat de foregående kvinder, som mere eller mindre var af min egen generation, vil jeg også berette om min datterdatter, der var en daglig del af min tilværelse i mine sidste 25 leveår. Line var hverken fascinerende eller dramatisk, - hun gjorde ikke i særlig grad opmærksom på sig selv. Der var tilstrækkeligt med livlige og foretagsomme personer i familien. Men Line blev alligevel noget specielt.

Line var mit første barnebarn, så fra begyndelsen var hun noget særligt for mig,
ligesom Kirsten Marie havde været det, - først fordi hun var vores glæde og trøst efter vores første Jens Christians død, dernæst efter min kones død, hvor hun blev en lille mor for sine søskende.

At det skulle gå så sørgeligt, at Kirsten Marie selv skulle dø fra to små børn,
var næsten ubærligt. Som jeg har fortalt tidligere, blev det i de kaotiske dage efter hendes død besluttet, at Line skulle blive hos mig på skolen, mens Kirsten Maries mand, Peder, og hendes lillebror Rasmus skulle bo hos Peders mor, Bodil Marie, i Sønderkjærs hus i Melholt ikke langt herfra. Jeg ved ikke, om det på længere sigt havde været bedre for Line at blive sammen med sin far og lillebror. Men jeg lovede dengang, at hun kunne være hos mig, til hun blev konfirmeret.

Line var født den 21. juni 1855, og hun blev konfirmeret i Dronninglund kirke den 3. oktober 1869, godt 14 år gammel, og mit tidligere løfte til hendes far var dermed opfyldt. Jeg kunne dog ikke drømme om at sende Line bort, medmindre hun selv ville.

Allerede flere år inden konfirmationen, i maj 65, var jeg nede hos Peder i Sønderkjærs hus for at afgøre en deling mellem ham og hans børn af efterladenskaberne efter deres moder. Det blev afgjort, at Line skulle have dragkisten og Rasmus en anden kiste, medens moderens gangklæder og linned skulle deles imellem dem. Senere på måneden var jeg med Peder Rasmussen i præstegården som han forlover, da han skulle giftes med Else Marie Rasmusdatter fra Øster Melholt. Det var 7 år efter Kirsten Maries død, og det glædede mig, at han havde fundet en ny kone. Line, der dengang var 10 år, var knapt så begejstret, men Rasmus kunne godt lide Else Marie.

Jeg lagde dog vægt på, at Line forblev i forbindelse med sin bror Rasmus og sin bedstemor, Bodil Marie. Da Line var ganske lille havde jeg plantet nogle træer for Bodil Marie, popler, pile, syrener og kastanier, og det blev en yndet undskyldning for at besøge Bodil Marie og Sønderkjærs hus, at vi skulle se til træerne. Line blev helt god til at genkende de forskellige træsorter, og vi havde stor fornøjelse af at indrette og tilplante haven, da jeg købte mit eget hus.

Den stille Line
Line havde altid været stille og lidt indadvendt som sin mor, Kirsten Marie, og Hanne kunne blive ret irriteret på hende, fordi hun ikke var så hurtig i vendingen som Hanne selv. Line var dygtig med sine hænder, men hun skulle have god tid. Tålmodig var Hanne ikke – heller ikke med sine egne piger, men klog var hun, så hun gav Line nogle opgaver, hun kunne klare på egen hånd. Det var således Line, der bagte brød til familien. Og Hanne lod hende gerne passe børnene, mens hun selv i en fart fik noget fra hånden i husholdningen.

Der bliver ro i huset
12.juni 1868 flytter Berthel og Hanne i eget hus med alle deres ejendele, og Line skulle nu stå for min husholdning på egen hånd. Line var da 13 år, og både hun og Hanne mente, at hun kunne klare det hele. Hanne havde været en god læremester, og Line glædede sig faktisk til at vise mig og resten af familien, at hun kunne være min lille husholderske.

Der var så stille i huset, efter at Hanne og Berthel var flyttet med børnene, men Line og jeg havde planer at tale om. Ugen efter, den 21. juni, der var Lines 13års fødselsdag, tog vi ned til Sønderkjærs hus til Bodil Marie og hentede en dragkiste med halvdelen af de gangklæder, som havde tilhørt Lines mor. Den anden halvdel tilhørte hendes bror Rasmus.

Det var en stor begivenhed for Line at komme hjem med sin helt egen dragkiste og at kunne anbringe den i hendes soverum sammen med hendes egen seng. Nu følte hun sig som en rigtig lille husholderske.

Jeg syntes dog, at det blev for stort et ansvar for Line at være eneansvarlig for husholdningen, så i august indgik jeg en aftale med Ane Johanne Christensdatter om, at hun kunne bo hos mig med sit lille barn fra november til maj for at gå til hånde med husholdningen og passe min have. I øvrigt måtte hun godt arbejde for sig selv ved siden af. Hun flyttede ind den 4. november og rejste først den 24. juni. Nu var Line blevet 14 år og kunne godt være alene om min husholdning.

Med bedstefar på rejse
En anden plan var en rejse til Fristrup. Det var første gang, Line skulle med helt over til den anden side af Vendsyssel, og hun var meget spændt.

Vi rejste den 4. juli til Ny Bundgård i Nørre Vraa, hvor vi overnattede et par dage, og derfra kom vi gennem Hjørring til Schallerup skole, hvor vi overnattede hos min gamle ven fra seminariet, der havde embede der. Han stod lige foran pensionen, så jeg fortalte ham om, hvordan jeg havde indrettet mig i mit nye hus, og at Line skulle være hos mig og holde hus. Line var noget genert over at være med inde i stuen og blive betragtet som gæst, uden at blive sendt ud at lege med børnene, som det var almindeligt i familien. Der var heller ikke nogen børn. Min gamle ven var enkemand, og han havde en lidt ældre husholderske, som dog lod Line hjælpe til med at tage ud af bordet.

Dagen efter tog vi videre til Fristrup, hvor min søster og hele hendes familie tog imod os med åbne arme. Line kendte dem alle fra deres besøg hos os i Gjeraa, og hun tog glad del i alting. Jeg tog hende også med ud at se de steder, jeg havde foretrukket som barn, og jeg lovede hende, at hun også skulle se Vesterhavet, når vi senere tog til Løkken. Alle vegne fortalte jeg, at Line var mit ældste barnebarn, som nu skulle holde hus for mig, og selv om Line ikke sagde noget, kunne jeg se, at hun var glad og stolt.

En formiddag tog jeg alene til Børglum præstegård, for at finde oplysninger om min families forhold i ældre tider. Det lykkedes mig at finde indføringen af min bedstefars dåb den 11. august 1720, men det lykkedes mig ikke at finde yderligere om hans mor, Karen Michelsdatter, der ifølge kirkebogen kom fra Vittrup.

Dagen efter tog jeg Line med i Børglum kirke, og om eftermiddagen til Løkken, hvor vi så Vesterhavet i al sin vælde, da der stod en strid vestenvind. Derfra tog vi igen tilbage til familien i Fristrup, hvor min søster spurgte Line ud om, hvad hun havde oplevet. Min søster kendte Line godt nok til at vide, at hun ikke af sig selv ville fortælle noget. Line skulle spørges.

Vores ophold i Fristrup var nu forbi for denne gang, og vi forberedte os til hjemturen. Først tog vi til Øster Brønderslev kro, hvor vi overnattede, og derfra til Redet i Hjallerup, hvor vi boede hos Oline og Christen, før vi tog hjem til Gjeraa.

Dagen efter vores hjemkomst satte vi de kålrabier, vi havde hjembragt fra min søsters have i Fristrup.

Det var min 16. rejse til Fristrup, siden jeg i 1826 blev lærer i Gjeraa!

Line konfirmeres
I juni 1869 blev Line 14 år, og den 3. oktober blev hun konfirmeret i Dronninglund kirke. Hendes fætter, Sines søn Jens, blev samme dag konfirmeret i Ulsted kirke.

Nu var mit løfte om at have Line hos mig til konfirmationen opfyldt. Da vi kom hjem i vores hus til middagsmad, som Lines bedstemor, Bodil Marie have parat, spurgte Bodil Marie muntert: ”Nå Line, skal du så flytte hjemmefra og i tjeneste?” Line så helt forskrækket ud, men sagde så: ”Jamen, jeg skal jo passe på bedstefar! Og nu, hvor jeg er blevet 14 år, vil han give mig løn for det!”

Lines far, Peder Rasmussen og hans nye kone, Else Marie var også kommet til konfirmationen sammen med Lines lillebror Rasmus, og Peder, der ellers ikke sagde ret meget – akkurat som Line, sagde nu: ”Jo, min pige, du skal blive hos din bedstefar. Her har du lært alt, hvad du kan – og det er ikke så lidt endda. Det er jeg helt indforstået med.” ”Og jeg skal nok holde øje med dem”, sagde Bodil Marie med et glimt i øjet, ”så de ikke rejser til Vesterhavet i tide og utide!”

Endnu engang på tværs af Vendsyssel
Det blev dog ”i tide” igen året efter i oktober, da vi foretog min 17. rejse til Fristrup.

Nu kendte Line en del af turen, hvor vi igen tog til Schallerup, hvor jeg i sin tid blev gift i præstegården med Lines bedstemor. Dagen efter til marked i Løkken, som var Lines store ønske.

Den 6. oktober holdt vi min 70års fødselsdag hos min søster og hendes familie i mit gamle fødehjem i Fristrup.

Vi var også en tur i Hjørring, hvor min søster og jeg blev fotograferet. Vi fik lavet 15 eksemplarer – et til hver af vore børn, og Line fik det, hendes mor, Kirsten Marie skulle have haft. Det kostede 3 Rdl.

Naturligvis var vi også i Børglum kirke og i selve Børglum, og efter 8 dage tog vi hjem igen og overnattede i Hjallerup hos vore venner, før vi igen var hjemme i Gjeraa.

At læse med bedstefar
En af mine store glæder var, når børnebørnene efter tur kom og boede hos os, når de skulle forberedes til skolegang. Jeg havde dengang 30 børnebørn, og også et par af min søsters børn kom hele vejen til Gjeraa for at lære at læse. Line var også glad for de små fætre og kusiner, som på skift var kommet hos os. Hun havde boet på skolen hele sit liv og set dem komme og gå. Hun ville gerne, da hun blev større, forkæle dem med pandekager og sukkergodt, hvis hun kunne få lov af Hanne. Men da Hanne og familien var flyttet, var det Line selv, der bestemte.

Børnene kom, når de var omkring 6 år, og boede hos os i fem til seks uger. Hans Peters Helene kom midt i januar 1873 og blev til sidst i februar. Senere på foråret, den 20. april kom Hannes Thomine, der var meget glad for at være her, men hun længtes sådan hjem, at hun efter et par uger måtte hjem igen og trave – eller snarere løbe - den lange vej mellem hjemmet i Heden og mit hus i Gjeraa. Ligeledes gik det et par år senere med Hans Peters Andrea. Efter fjorten dage måtte jeg følge hende hjem til forældrene i Ulsted, og de måtte finde en anden løsning, så hun kunne forberedes til skolen.

Line bliver voksen
Line var en glimrende husholderske, men hun ville gerne lære at væve. Jeg tror, det var Bodil Marie, der havde givet hende idéen. Så da hun var næsten 16 år gik hun flere dage om ugen hen til en kone i byen, der ville lære hende at væve, hvis hun selv kom med den uld, der skulle bruges. Line blev god til det, - hun havde jo altid været omhyggelig med sit arbejde, og hun holdt af at sidde stille og roligt ved væven. Bodil Marie havde en gammel væv stående, som Line fik lov at bruge, og næste gang nogen havde mulighed for at køre den over til vores hus, fik hun den installeret i et hjørne af stuen, så hun kunne sidde i varmen og væve.

Hanne var glad for at kunne lade Line væve, hvad familien Thomsen havde brug for, og snart var der andre, der kom med deres garn til vævning.

Lines fremtid?
Bodil Marie og jeg havde flere gange talt om Lines fremtid.

”Hun er jo ikke ligefrem en pige, karlene løber efter. Videre køn er hun ikke. Havde hun bare taget efter Kirsten Marie, der var så yndig. Jeg havde håbet, hun ville vokse sig pæn. Men hun er blevet stor og klodset som sin far, stakkels pige. Og det hjælper ikke på det, at hun også er så genert og stille. Rent ud sagt, Anders, så tvivler jeg på, at hun nogensinde bliver gift. Det var da derfor, jeg opmuntrede hende til at kaste sig over væven, så hun kunne skaffe sig noget at forsørge sig ved.”

”Ja, jeg kan godt se, hvad du mener, selvom en fornuftig mand aldeles ikke ville blive snydt med Line. Line skal kendes, og føler hun sig hjemme med folk, så kan hun også være både morsom og slagfærdig. Men sådan noget ser de unge karle nok ikke på. Her for nylig, da min søster var på besøg hos os med sønnen Niels og datteren Dorthe, som Line kendte fra vores sidste besøg i Fristrup, var hun helt kåd og løssluppen.”

”Tænk nu på, Anders, at hverken du eller jeg lever evigt, og når vi ikke mere er her, kan jeg ikke forestille mig, at Line kan bo hos sin far og Else Marie, - det ville være synd for Line, der ville føle sig som deres tyende.”

”Ja, jeg skal tænke grundigt over, hvad vi kan gøre for Line. Jeg talte også med min søster om det, da hun var her sidst. På den ene side vil jeg gerne gøre noget for Line, på den anden side må jeg også passe på at være retfærdig over for mine andre børn, så det kan blive vanskeligt. Line har været hos mig hele sit liv, så jeg betragter hende mere som et barn end som et barnebarn. Alle i byen kalder hende jo også Line Franzen, som om hun var min datter. Men jeg er ikke sikker på, at mine egne børn tænker som mig.”

”Nej, det ved man aldrig, og især ikke, hvad ens svigerbørn tænker. Så du skal nok tænke dig godt om, før du beslutter, hvad du kan gøre for Line.”

Lines arv
Den 21. juni 1873 blev Line 18 år og jeg tilskrev hende mit hus efter min død på et papir, jeg foreløbig gemte sammen med andre papirer i mit chatol. Line fik ikke noget at vide om det, og jeg ville også godt selv overveje det nærmere, inden jeg talte med andre om det. Line var ikke myndig endnu, men jeg ville ikke risikere, at der skete mig noget, uden at jeg havde tænkt på hendes situation. Jeg kunne dø pludseligt, eller jeg blive syg. Derfor skrev jeg et papir, der på sin vis kunne garantere, at vi begge blev sørget for.

Hjertesorg
Den 11. august 1877, da Line er 22 år, var der en trolovelse her i byen, da Gregers Frederiksen forlovede sig med sin kusine Karen Marie Poulsen – og Line blev næsten dødeligt syg. Hun løb grædende ind i sin seng og ville hverken spise eller drikke. Jeg sendte straks bud efter Bodil Marie, der ikke tøvede med at komme, selvom hun ikke selv var så rask. Det var gigten, der plagede hende med mange smerter, såsnart hun skulle bevæge sig. Men når det drejede sig om Line, sparede hun sig ikke. Hendes nabo kørte hende til Gjeraa og ville gøre nogle ærinder, så hun kunne køre med tilbage senere på dagen.

”Tossede tøs!” sagde hun, såsnart hun kom ind ad døren. ”Som om det var noget tage på veje over. Karlfolk er der såmænd nok af. Men vores Line er jo ikke som de andre. Gad vide, hvad hun har gået og forestillet sig. Hun har kendt Gregers hele sit liv, men jeg har da aldrig haft indtryk af, at han var interesseret i Line på den måde. Han har altid været venlig over for hende, og så har hun åbenbart troet, at der var mere i det. Stakkels Line! Ved du hvad, jeg har gået og skrantet på det sidste, så tror du ikke, du kunne lade Line komme ned og hjælpe mig med at plukke æbler og sørge for grøntsagerne, der skal tages op til vinteren. Så får hun noget andet at tænke på. Et par uger vil række for mig, og så må du se at klare dig selv med anden hjælp så længe.”

”Jo, gør du det, Bodil Marie. Jeg ved ikke, hvad jeg stiller op med den slags problemer, og jeg skal sagtens klare mig. Men du må selv overtale hende til at tage med, for hun tror nok ikke, jeg kan klare mig alene.”

Det blev så aftalen, og da Bodil Marie havde fået lidt mad i Line og talt med hende, tog hun villigt med til Sønderkjærs hus med den flinke nabo, der holdt ind forbi på vejen hjem.

Jeg holder mit løfte
Den 6. april 1878, døde Bodil Marie, og jeg havde forinden lovet hende at gøre alvor af at sørge for Line.

14 dage efter sendte jeg Line til kurator Larsen i Rottrup, hvor 2 dokumenter blev affattet:

1.Et skøde, hvorefter jeg solgte Helene Pedersen mit iboende hus, dog først at modtage med fuld ejendomsret efter min død, hvorefter hun påtager sig den på huset hvilende gæld: 400 kr.

2.At Helene Pedersen lover at blive hos mig og tilbørligt besørge min husholdning til min død, samt opvarte og pleje mig især i sygdom og svagelighedstilfælde, og efter min død besørge mig en anstændig begravelse, hvorfor jeg tilstår hende rådighed over mit indbo og bohave, undtagen:

Mine 6 sølvskeer
Mit bogskab med deri værende bøger og mit chatol med mine gangklæder.

Begge dokumenter blev underskrevet den 21., og det første blev indsendt til tinglysning. Men med det sidste vil måske foretages en lille ændring.

Hermed havde jeg sørget for, at Line ved min død ikke ville stå uden tag over hovedet eller at skulle føle sig til byrde hos andre, og samtidig sørget for min egen pleje til min død.

Men som jeg havde frygtet, faldt dette arrangement absolut ikke i god jord hos hverken Berthel eller Hans Peter.

Sygdom og svækkelse
Grunden til, at Line måtte alene til kuratoren i Rottrup, var at jeg dagen før om eftermiddagen kom hjem fra et foredrag, jeg havde holdt i Heden. Jeg havde det rigtig dårligt og måtte gå i seng. Det var som en stærk forkølelse med først snue siden en vedvarende hoste, så jeg måtte holde sengen i 3-4 uger, før det begyndte at gå fremad.

Line passede mig omhyggeligt, og jeg var glad for at tænke på, at jeg havde fået ordnet det med papirerne hos kuratoren. En overgang havde jeg det så dårligt, at jeg tænkte, at dette måske ville føre til afslutningen på mit liv. Familien var her alle sammen på skift, så de har også nok været forberedt på, at dette var begyndelsen til mit endeligt. Ikke at jeg fandt det sørgeligt, for jeg havde haft et langt liv med mange glæder og mange sorger, som jeg ved Guds hjælp havde stået igennem.

Hvad bedstefar ikke kom til at vide om Line
Som afslutning på historien om Line må dette lille efterskrift med.

Line forblev ikke ugift. Hendes store kærlighed, Gregers Frederiksen, havde til Lines store sorg giftet sig med en anden. Dengang var Line 22 år. Men godt et år efter bedstefars død, den 28. oktober 1881 blev Line, 26 år gammel, gift med Niels Gregersen fra Ulsted. Lines far, Peder Rasmussen, var forlover. I betragtning af navnesammenfaldet kan han muligvis have været af samme familie som bedstefars gode ven Hans Gregersen.

Dog var bedstefars og Bodil Maries bekymringer for Lines chancer for ægteskab måske alligevel ikke ubegrundede. Line var som ejer af et hus blevet et godt parti, hvilket ikke ville være uvæsentligt for en gårdmandssøn, der ”kun” var nr. 2 søn. Det var som regel den ældste søn, der overtog faderens ejendom.

Dog var Lines hus kun en beboelse med have, så det kunne ikke i sig selv forsørge en familie. Det blev da også knapt et år efter giftermålet solgt, og Line og Niels Gregersen flyttede først til Vraa, hvor de fik to døtre, Ane Kirstine i 1882 og Kirstine Marie i 1884. Ved folketællingen fra Aalborg by 1890 bor de i Rantzausgade 1, forhuset, og Niels Gregersens erhverv er væversvend. Her blev de venner med Hans Peters ældste datter Helene, Lines kusine, der ligeledes var gift med en væversvend, Jens Christiansen fra Frederiksværk. Line og Niels blev i øvrigt faddere til Helenes og Jens Christiansens børn. Senere er Niels Gregersen registreret som husejer.

Der findes et fotografi fra 1918, hvor de fleste af familien Franzen, der dengang levede, figurerer. Den ældste er Hans Peter Franzen på 82, og som den ældste af næste generation sidder Line, nu 63 år, en stor og statelig dame, der nok ser ud til at have styr på tingene. Hendes mand, Niels Gregersen, står bag hende og ser rar, men noget forsigtig ud. Nok giftede han sig til et hus, men fik han også ”kam til sit hår”?

En rigtig kontant bedstemor!

2010-01-19T12:27:00.000-08:00

Ja, der giver jeg op!

En af mine sønner sendte mig en mail med samme overskrift.

"Hej Mor!
Her er en rigtig kontant bedstemor!
Jeg tror, du vil kunne lide hende.
Hun hed Alberta Hunter, og er desværre ikke mere.
Men hun var sej!
Måske hun er en blog-historie værd?"

Ja, det synes jeg også og lader hermed mine blog-læsere være med.

Alberta Hunter gjorde comeback i en alder af 82!
Se og hør, hvad hun har at sige!
Klik på ALBERTA HUNTER under "andre favoritter" og klik igen på et billede/en sang!

Blog-kuller!

2010-01-18T03:11:00.000-08:00

Oprydning - tant og fjas
Nu har jeg i løbet af weekend'en brugt TIMER på - først at få luget ud i og pyntet - synes jeg - på mine blogs. Og det er faktisk sjovt, når endelig det lykkes at finde det billede IGEN, som jeg møjsommeligt har beskåret.

Vanviddets forgård
Derimod er det ikke spor sjovt, når jeg pludselig ikke kan logge ind på mine blogs.
Panikken begynder at brede sig. Skal jeg virkelig til at begynde forfra? Nej, nej, nej - det orker jeg altså ikke.

Så, selvom det er sent, bliver jeg ved at forsøge. Men Google kommer hele tiden op med min nye gmail-konto i stedet for den oprindelige mail-adresse. Og den nye konto - selvom det altsammen er Google - kender ikke noget til alle mine blogs.

Endelig er det lykkedes her til formiddag!
Og ifølge alle de mærkelige Google-steder, jeg har været, ser det ud til, at det er Google, der er ved at lave om på sine systemer.

Så der er - en lille - chance for, at det ikke - denne gang - er mig, der er helt idiot.

Hvor længe tør jeg tro på, at det nu er i orden?

Heldigvis kan mine blog-læsere stadigvæk finde mine blogs.

Men jeg vil så gerne kunne fortsætte med at bruge dem - uden at skulle begynde forfra.

Vi ses! Tror jeg!

Bedstemorfirkanter

2010-01-08T23:47:00.000-08:00

Desværre har jeg i snart mange år måttet holde mig fra at strikke, da det inden ret længe udløser min gamle tennisalbue.

Måske har jeg også så rigeligt opbrugt min strikkekvote, men ser jeg smukke strikkede trøjer og sjaler, rykker det i min strikkesjæl. Dog holder jeg mig på måtten, - jeg kender kun alt for godt følgerne.

Hæklet har jeg også - i vilden sky. Men det fik ende samtidig med strikkeriet.

Og dog!
I et anfald af oprydning - "mine børn skal jo ikke have for meget at rydde op efter mig" - fandt jeg en pose med hæklede firkanter. Ret mange. Og mere garn.

Da jeg havde set, at det igen var blevet moderne, mailede jeg fluks et billede af firkanterne til mine børnebørn - piger på 13 og 15.
"Skal jeg lave noget til jer af disse bedstemorfirkanter - et langt tørklæde eller en vest?"

Svaret var: YES!

Så nu går den ene rundt med et tørklæde, den anden med en vest.

Jeg narrede tennisalbuen
Selvfølgelig blev der brug for nogle flere firkanter, og der skulle jo hækles kanter om vesten. For slet ikke at tale om, at alle disse firkanter skulle syes sammen.

Men hvad gør en bedstemor ikke, når det kan glæde børnebørnene. Og med passende pauser holdt armen nogenlunde til det. Nu kan den hvile sig i lang tid, kan den.

Hvor var det dejligt med et håndarbejde igen!

Godt Nytår!

2009-12-31T06:33:00.000-08:00

Lyset er ved at komme tilbage, og jeg måtte lige fastholde den lyse himmel her klokken 15.00 nytårsaftens dag.

Det kunne jo være, jeg fik brug for at kikke på den igen, hvis de følgende dage nægter mig fornøjelsen.

Klik på billederne og kik med!

Velkommen efterår!

2009-10-05T10:51:00.000-07:00

Nu gløder min genbos gavl - et smukt syn fra mine vinduer.

Klik på billeder og se detaljer!

Mine blomster rykker sammen og skutter sig, men der er stadigvæk pelargonier og salvie, der blomstrer.

Den blå klematis har fundet på at blomstre igen - tak for det!

Bagerst står min krysantemum fra sidste år på spring. Jeg troede ikke, den kunne overvintre, men da jeg ville klippe den væk til vinter, havde den enkelte grønne stilke. Så den fik chancen, og nu belønner den mig for min langmodighed.

Krydderurterne holder nok længe endnu, måske vil nogle af dem overvintre igen iår.

Jeg håber, mit selvsåede birketræ holder vinteren over.

Klik på billedet og se detaljer!

Når frosten kommer, henter jeg "vinterfrakken" frem fra kælderen, og så bliver det igen spændende, hvad der holder vinteren over.

Efterårets stemninger
Jeg var engang sammen med en god kollega i et herrens vejr, og vi talte om, hvilke vejrlig vi kunne li' og ikke så godt li'.

Han sagde da, at han forsonede sig med ethvert vejrlig ved at definere, hvilken stemning, vejrliget repræsenterede:

- Stille regn er lig med grøde og ro,
- Regnskyl er kraft og væde,
- Tåge er ro, mystik og forventning,
- Blæst er liv, kraft, vrede og udfordringer,
- Solskin er i efteråret klarhed og glæde,
- Vintersne er fred, skønhed, leg og forventning om forår.

Så jeg glæder mig over efterårets stemninger og glæder mig til vintersne og forår.

Vejle - en stor, lille by

2009-09-28T04:45:00.000-07:00

Når man er født i Horsens gør man sig ikke de største tanker om Vejle, især ikke når man som ung er på cykel. Vejle har de største og længste bakker, jeg kan huske.

Men når så en god, gammel klassekammerat fra Horsens for alvor slår sig ned i Vejle, så må man vel aflægge et besøg.

Slår sig NED er nu så meget sagt, for hun bor i toppen af Vejles nyeste højhus med udsigt til ALT i miles omkreds.

Går man ned i BUNDEN af Vejle, finder man den flotteste bymidte, jeg længe har set. Det gamle er smukt istandsat, og det nye er for det meste flot og gennemtænkt. Der mangler intet, hvad angår butikker, hyggelige steder langs åen, små cafeer og spisesteder.

Ja, nu lyder jeg næsten som en turistbrochure. Men jeg fik virkelig et andet syn på Vejle.

Desværre fik jeg ikke mit camera med på byturen, - det bliver næste gang. Dog fik jeg et billede lige efter solnedgang fra nordsiden af fjorden.

Så - tag bare til Vejle - du fortryder det aldrig!

NB: Klik på billederne og se dem i stor størrelse!

Research til Franzen-sagaen

2009-07-28T04:37:00.000-07:00

Min tipoldefar, Anders Jensen Franzen (1800-1880) skriver:

Min mors far hed Anders Frantzen. Han havde et husmandssted i Fristrup lige ved siden af Børglum. Han havde arvet det efter sin mor, Karen Mikkelsdatter, og efter hende i 1750, da han var 30 år, fået fæstebrev af den daværende ejer af Børglum Kloster, Lauritz de Turah.

En måned før, i november, blev min bedstefar gift med Kirsten Nielsdatter. Han var da 30 år. De fik en datter, der blev døbt Kirsten Andersdatter. Men både Kirsten Nielsdatter og hendes datter Kirsten døde, før bedstefar i 1777 blev gift med min bedstemor, som hed Anne Simonsdatter. Hun var meget yngre end bedstefar. Han var 57 år og hun var kun 30, da de blev gift. Anne Simonsdatter medbragte en datter, som på det tidspunkt var 10 år. Hun hed Mette Poulsdatter. Det eneste barn, de fik sammen, var min mor, der blev døbt Kirsten Andersdatter efter bedstefars første kone, som det var skik og brug.

Da min mor var hans eneste datter, var han glad for, at hun havde fundet sammen med min far, så de kunne overtage gården efter ham og blive gift.
Da var bedstefar allerede en gammel mand, og året efter, den 19. maj 1799, døde han. Da jeg først er født i oktober år 1800, har jeg aldrig kendt min bedstefar, men min bedstemor har fortalt så meget om ham, at jeg næsten synes, jeg kender ham.

Ifølge ”Dansk stednavneleksikon” er navnet Fristrup udlagt som ”friserens eller frisernes udflytterbebyggelse”. Nu forekommer det ikke umiddelbart indlysende, at nogle frisere en gang i den tidlige middelalder skulle have slået sig ned og begyndt at rydde jord i den sydlige udkant af Børglum sogn. På den anden side er det måske ikke utænkeligt, at en af de tidlige børglumbisper kan have kaldt nogle frisiske bondefamilier til at dyrke og nyttiggøre nogle udyrkede arealer i udkanten af bispegårdens område. I så fald må man vel antage, at har haft en idé om, at disse frisere har kunnet noget, som de lokale bønder ikke uden videre kunne. På den anden side kan man udmærket forestille sig den mulighed, at nyttiggørelsen af de store udyrkede arealer, som bispestolen havde fået overladt, skabte behov for flere hænder, end man kunne fremskaffe lokalt. En kendsgerning er det i hvert fald, at enkeltgårde er almindelige i det frisiske marskland i tidlig middelalder, og man kan vel ikke afvise muligheden for, at enkeltgårdene i Fristrup kan være oprettet af nogle frisiske bønder, som har fulgt deres hjemlands skik.

Noget, der kunne understøtte tanken om friserne, er, at gårdene i Fristrup havde deres jorder samlet omkring gården i modsætning til andre landsbyer, hvor jorden lå spredt i små parceller. Fristrupgårdene havde kun som fællesareal de enge, der blev benyttet til afgræsning af kreaturer.

Det, jeg finder interessant i ovennævnte, er, at navnet Frantzen, som allerede i kirkebogen ved Anders Frantzens dåb i 1720 og i fæstebrevet i 1750, staves med ”tz” og ikke som det danske Frandsen med ”ds”. Navnet ”Frantzen” nævnes blandt de navne, man anser for at stamme fra friserne. Kan der være tale om, at en af de frisiske indvandrere har bevaret det frisiske Frantzen i slægten?

Desværre er dåbsindførelsen i 1720 den tidligste dokumentation, der har kunnet findes, så den fulde sandhed om den frisiske baggrund vil således forblive uvis.

Operation OPRYDNING

2009-07-27T01:54:00.000-07:00

Hvor er det dejligt at få ryddet ud i gamle ting, der har deltaget i familiens liv gennem diverse huse og lejligheder.

Nu er det dog tid til at forenkle - og reducere arvingernes oprydningsarbejde bare en lille smule.

Så der blev hentet i skabe, på hylder og i kælderen. Jeg hører heldigvis til dem, der godt kan give slip!

Bilen blev godt fyldt, og så gik det til genbrugspladsen. Bagagerummet var knapt nok åbnet, før den første aftager meldte sig og fik sat "fangsten" over i eget bagagerum. Så der var ikke meget, der endte i containere eller på genbrugshylderne.

Det var en dejlig fornemmelse, at de gamle ting stadigvæk kan bruges af nogen, når nu de har haft deres tid hos os.

Og for at fortsætte oprydningen har jeg koncentreret mine blogs til:

Forlaget BB-KULTUR
og
bloggene: BB-HISTORIER og BEDSTEMOR KONTANT samt deres udgaver på engelsk.

Der kan klikkes på dem ovenfor.

Marskland

2009-06-14T03:51:00.000-07:00

Klik på billedet og se fuld størrelse!

Dette billede minder mig om min barndoms landeveje, hvor der ofte i et sving eller ved en grøft var disse hvidmalede - eller rå granit-stolper med kæder eller rør imellem.

Datidens autoværn!

Research og frustrationer

2009-06-10T02:05:00.000-07:00

I min research til flere historier fra Gjeraa skole støder jeg ustandseligt på kryptiske henvisninger i min tipoldefars dagbog.

Her har jeg samlet nogle brikker, som gerne skulle blive til et billede af de involverede personer. Billedet er langt fra færdigt, men nu deler jeg alligevel nogle af mine brikker med mine blog-læsere.

Mysteriet om "Benjamins tjener"

Kære Tipoldefar!

Selvom du skriver så mange detaljer i din dagbog, så har jeg ved min møjsommelige læsning fundet en del for mig mystiske henvisninger til personer og begivenheder, som du ikke gør ret tydeligt rede for. Måske har du bevidst villet bevare visse hemmeligheder – forståeligt nok, - eller du er gået ud fra, at i hvert fald samtiden – eller de personer, du ønskede - kendte til de sandheder, du ikke nævner.

”Mysteriet Frederik” fandt jeg trods alt ud af. Men især når det gælder nogle af kvinderne, du nævner i dagbogen, har du sat mig grå hår i hovedet. Og dog - som du vel genkender fra dig selv eller andre i slægten, så er jeg tilstrækkeligt nysgerrig og stædig til ikke at ville give op, før der absolut ikke findes nogen udvej.

Dette gælder især ”Benjamins tjener”. Hvad lægger du i den betegnelse? Naturligvis var min første tanke Benjamin fra bibelhistorien. Min egen far var religionslærer, og jeg havde ham som lærer i religion fra 1. til 5. klasse. Han var en fremragende fortæller, så jeg vidste alt om Jakobs sønner og især hans sønner med Rakel: Josef og Benjamin. Men for at være helt sikker på alle detaljer, fandt jeg igen historien om alle brødrenes besøg hos Josef i Ægypten, hvor han var blevet en mægtig mand, for at hente korn. Josef bad da sine folk om at lægge sit eget sølvbæger øverst i Benjamins sæk, hvorefter Benjamins tjener blev beskyldt for at have stjålet det.

En ”Benjamins tjener” kan derfor være en tyvagtig eller uvederhæftig person. Kan det være det, du forbinder med den ”Benjamins tjener”, du beskriver? Jeg kom dernæst i tanker om din omtale af den lille pige, Kirstine Sophie Jensdatter, der blev grebet i tyveri af et sølv-hovedvandsæg. Men hendes videre historie stemmer ikke med det, du ellers fortæller om ”Benjamins tjener”.

Så om igen!

Jeg spurgte alle mine ”kloge” venner, hvad de forbandt med betegnelsen, og en af dem – en meget gammel veninde – huskede, at hendes mor havde brugt betegnelsen om ”tvivlsomme eller moralsk angribelige personer”. Mit kendskab til den bibelske Benjamin sluttede med besøget hos Josef i Ægypten, så jeg måtte igen i gang med Mosebøgerne for at finde mere om Benjamin. Og det var der. Han beskrives som en ret hensynsløs mand, der blandt andet røvede de kvinder, han ville have. Altså passede det med en ”moralsk uansvarlig person”.

Søg i Voer sogn!
Hvem kunne det dog være? Først sent i processen blev jeg klar over, at Benjamins tjener var en kvinde. Aha! Flere gange blev hun sat i forbindelse med Voer sogn, så jeg samlede alt i dagbogen med forbindelse til Voer sogn sammen, og navnet Johanne Marie Jensdatter dukker op. Ikke at forveksle med den Johanne Marie Jensdatter, der var ansat hos dig og din kone i 1834-35, og som du bevarede forbindelsen til resten af livet.

Her er den første omtale, der giver anledning til at søge i Voer sogn:

Den 2. november 1871 flyttede kromand Lunds pige, Johanne Marie Jensdatter af denne sin tjeneste til sine forældre i Studsholm i Voer sogn.

Din datter Sine havde i 1847 været i huset hos Frederik Lund og hans kone Karen, da de boede i Nørresundby. Hans kone var datter af dine venner Adskersen i Gjeraa, så du blev også nok venner med kromanden og hans kone, da de overtog kroen i Gjeraa.

Men hvorfor denne interesse for kromandens pige? Jeg ved fra det efterfølgende, at hun i 1867 fik sønnen Hans Christian, som altså i 1871 var 4 år. Var han hos hende på kroen? Havde familien Lund taget sig af hende?

Du skriver videre:

Den 26. januar 1874 begyndte en lille dreng, Hans Christian Nielsen, at komme til mig for at få timer dagligt for at gøre begyndelse med at læse. Bemeldte dreng er født den 22/6-67 og har i tre år været til forplejning hos nu afdøde Lars Thomsen her i byen. Han er søn af pigen Johanne Marie Jensdatter, som tjente hos kromand Lund i året 1871.

Det vil altså sige, at Johanne Marie efterlod sønnen hos Lars Thomsen, da hun selv tog til forældrene i Strudsholm i Voer sogn. Var pigen syg, siden hun ikke tog drengen med? Eller ville forældrene ikke have ham?

Den 27. maj begyndte en lille pige, Inger Kirstine Sørensen, fra købmand L.P. Sørensen i Øster Melholt at gå her i skole et par timer hver formiddag.

Den 19. oktober ophørte den lille pige, Inger Kirstine Sørensen, at komme her til undervisning. Den 24. tog drengen Hans Christian Nielsen også afsked.

Af det følgende ser det ud til, at Hans Christian herefter er kommet i pleje hos Johanne Maries forældre på gården i Strudsholm. Nu er det først, du bruger betegnelsen ”Benjamins tjener”, men efterhånden er der ingen tvivl om, at det drejer sig om Johanne Marie Jensdatter. Jeg har da også fundet hendes fødsel og dåb i Albæk i Voer sogn.

Johanne Marie Jensdatter, født 30. september 1844.
Døbt 6. oktober i Albæk.
Forældrene er:
Jens Larsen, gårdejer, f. ca. 1822 i Dronninglund sogn
Mette Kirstine Kristensen, f. ca. 1819 i Skerum sogn, Hjørring amt.

Men først dine beretninger i dagbogen om ”Benjamins tjener”:

Den 1. april 1876 hørte jeg fortælle, at ”Benjamins tjener” var i løbet af vinteren bleven syg og dermed kommen af den tjeneste, hvortil hun flyttede den 2/11-75, og skal senere have fået tjeneste nærmere i egnen af hendes faders gård. Denne fortælling vakte en ubehagelig bevægelse i Benjamins attrå, da jeg havde gjort mig en dunkel forestilling om muligvis at finde lejlighed til at få oplysninger der, hvor hun tjente om vinteren, og dette gav tillige tilkende, at den næsten forsvundne opførsel dog endnu ikke var ganske uddøet. Hendes barn var forbleven til forplejning hos hendes forældre.

Hvori består denne ”næsten forsvundne opførsel”? Har den noget at gøre med, at hun var blevet ”syg” og måtte forlade tjenesten i løbet af vinteren? Det kan altså ikke have været nogen forbigående sygdom. Er pigen psykisk syg? Er det derfor, hun overlader sit barn til andre. Er det grunden til interessen og bekymringen for hende? Eller er denne opførsel forbundet med den ”usalige lidenskab”, du nævner i forbindelse med din kone og din datter Jensigne? Er det alkoholisme eller seksuelle udskejelser? Eller begge dele?

I 1878 skriver du følgende i dagbogen:

Den 22. januar 1878 var jeg til begravelse i Sønderkjær i Voer sogn. Ved denne lejlighed fik jeg underretning om, at ”Benjamins tjener” gjorde tjeneste på et sted i nærheden af Nørkjær i Voer sogn, og at hun også tjente der ifjor. Også hørte jeg, at hendes bedstemoder, af hvem hun blev opfostret i hendes spæde år, endnu levede og nu var en kone på omtrent 90 år. Benjamins lille dreng er hjemme hos hendes forældre.

Den 8. november samme år var jeg igen til begravelse i Sønderkjær i Voer sogn. Derom må jeg tilføje, at datoen var netop 48-årsdagen efter, at den afdøde og hans efterlevende enke havde holdt deres bryllup. Ved begravelsen fik jeg underretning om, at ”Benjamins tjener” den 1. november var flyttet hjem til sine forældre.

Den 3. august 1879 hørte jeg den beretning, at ”Benjamins tjener” denne sommer har nedsat sig, som man siger: For at sidde på egen hånd uden at have fast tjeneste – i en lille beboelse, som hendes fader havde overladt hende i nærheden af To-gårde i Voer sogn.

Den 12. april 1880 hørte jeg den beretning, at ”Benjamins tjener” dette år var hos sin gamle bedstemoder for at opvarte og pleje hende i hendes høje alder.

Dette er det sidste, du skriver om ”Benjamins tjener”.

Det er tydeligt, at forældrene forsøger at holde Johanne Marie i nærheden, og bedstemoderen har måske også taget sig mere af hende end omvendt.

Du dør selv godt fire måneder senere, så selvfølgelig kender du ikke det videre forløb.

Jeg har også fundet noget, der tyder på, at hun er blevet gift i 1881, da dette ellers er et usandsynligt sammenfald af navne:

Vielse, den 20. december 1881 i Voer sogn: Ungkarl og husmand Kristian Peter Kristensen, Agersted enge, 24 år, født 9.7.1857, konfirmeret i Voer den 1.10.1871, og pige Johanne Marie Jensen, 37 år.
Forlovere: Jens Larsen, brudens fader, gårdmand i Strudsholm, og Peter Jensen, husmand i Bjergehuse.
Parret får en søn den 26.10.1882, men som dør før dåben.

Fascination eller omsorg?
Jeg må indrømme, at du har sat mig på prøve med hensyn til Benjamins tjener. Hun bliver ved med at dukke op i din dagbog i næsten ti år. Hver gang, du er i nærheden af Voer, har du spurgt til hende og indhentet oplysninger. Men du har ikke mødt hende i al den tid. Er det i virkeligheden hendes dreng, Hans Christian, du har bekymret dig om? Han boede hos Lars Thomsen i Gjeraa fra han var 3 år, og da han forlod dig efter 9 måneders daglig undervisning, var han 7 år. Han har vel fulgt dig i haven og måske omkring i byen, så han blev – som alle børn – knyttet til dig. Du har måske overtalt bedsteforældrene til at overtage ham frem for en ny plejefamilie.

Kendte du Johanne Marie, før hun kom til kromanden? Har hun været din elev på skolen? Eller kendte du faderen til hendes søn?

Ubesvarede spørgsmål plager mig!

Finder jeg nogensinde et svar?

Jeg græmmes - endnu engang!

Grundlovsdag og Europa

2009-06-05T03:15:00.000-07:00

Grundloven
Min tipoldefar skriver i sin dagbog:
20. januar 1848 døde kong Christian VIII til Danmark, og den 21. kl. 9 formiddag blev hans nevø kronprins Frederik Carl Christian udråbt til Konge under navn af Frederik VII.

Den 28. udgav kong Frederik den VII dekret om at ville give Danmark en friere statsforfatning.

Det blev så til grundloven.

Nu er vi nok kommet dertil, at vi tager demokratiet så meget for givet, at mange ikke engang gider bruge deres stemmeret.
Jeg tror aldrig, der har været noget valg, uden at jeg har stemt, og jeg gør det da også på søndag.

Europa
Jeg har altid været overbevist europæer, måske fordi jeg som 18årig kom til Schweiz og Frankrig. Det var nogle få år efter krigen, hvor der stadig var ruiner alle vegne både i Tyskland og Frankrig, og jeg traf mange unge mennesker, der havde deltaget i krigen på begge sider, og som ønskede forsoning.

Så jeg har ligeså stor tillid til franskmænd, tyskere
osv. som til danskere. Min mand, der havde været dybt involveret i
modstandskampen, var også en af de første til at etablere kontakt til tyske leverandører, fordi han troede på et samarbejdende Europa.

Så jeg græmmer mig, når jeg hører folk udtrykke ligegyldighed om det europæiske samarbejde. Måske fordi jeg stadigvæk kan huske, hvordan det var at leve under en totalitær besættelse og i den kolde krigs tid.

Hav dog tillid i stedet for mistro! Danmark er så bitte-lille i forhold til resten af Europas befolkninger, og vi er altså hverken klogere eller bedre. Jeg er taknemmelig for, at de gider have os med i samarbejdet.

Så ud og stem!

"Succes er ikke et spørgsmål om antal"

2009-06-03T12:44:00.000-07:00

I mit sidste indlæg spurgte jeg, om der er nogen derude? Jeg ville gerne høre fra dem. Og det gør jeg også. Så egentlig er det lige meget, om jeg bliver bekræftet eller ej.

Dengang jeg tog landet rundt og holdt kurser og foredrag, kunne jeg komme ud for, at en indleder til et foredrag undskyldte, at der ikke var mødt flere.

Det undrede mig faktisk. Og jeg beroligede dem med, at for mig var succes ikke et spørgsmål om antal. Hvis bare én havde glæde eller gavn af min indsats, så er det okay.

Og heldigvis var der rigtig mange. Ellers havde min virksomhed også nok fået en brat ende.

Det gør selvfølgelig noget, hvis arrangøren er afhængig af en entre-indtægt. Men det er som regel ikke det, det drejer sig om.

Hvorfor beklager man f.eks. de tomme kirker? Det er dog ikke et kommercielt foretagende. Budskabet skal ikke sælges og give overskud. Hvorfor er visse præster så optaget af markedsføring? Tror de også, at succes er et spørgsmål om antal? Jeg kan ikke hjælpe dem, da jeg er en sjælden gæst. Men hvorfor ikke værdsætte de få, der kommer, i stedet for at længes efter de mange?

Det kan vel i hvert fald ikke være Gud, der er afhængig af antallet. Er det blevet præstens eller menighedsrådets succeskriterium? Har man overført markeds-filosofien til kirken?

Det var mange spørgsmål, men de kommer jo, når man undrer sig.

Den samme tankegang ses og høres utallige steder. Det er dog et fattigt succes-kriterium.

Jeg græmmes!

Hvis bare man lever længe nok, så ....

2009-05-17T07:47:00.000-07:00

- eller hvordan man planlægger - eller slumper til - en god alderdom.

Hvorfor skal det nu hedde "den tredie alder", - hvad er der i vejen med det gode ord alderdom? Det er da en naturlig fortsættelse af barndom og ungdom. Og hvorfor er der ikke et modsvarende ord til mandom? Kvindedom kan vel kun være en dom over en kvinde og ikke en livsfase.

Nå pyt - men alderdom gælder vel alle.

Vi havde i gymnasiet en herlig gammel - og han VAR gammel - lektor i tysk, som, når man kunne det tyske, sagde: Du er min alderdoms trøst og støttestav! Han fik mig virkelig til at sætte pris på et smukt tysk.

"Min alderdoms trøst og støttestav" bruger jeg især om en af mine sønner, der vist nærmest føler det som en ilde anbragt forventning. Men begge mine sønner lever op til betegnelsen. Og der er i hvert fald ingen tvivl om, at de synes, jeg befinder mig i min alderdom.

Det gør heller ikke noget. For jeg befinder mig godt. Og dels ved god planlægning, dels ved tilfældigheder har jeg opnået følgende fordele, som jeg ofte tidligere har kunnet længes efter:

- Jeg har en postkasse lige uden for huset.
- Der er en biograf på den anden side af gaden.
- Der er tre restauranter inden for 3 minutter - hvis man har råd!
- Der er ingen have, der skal passes, eller hæk, der skal klippes.

Og trods mine begrænsede kræfter kom jeg idag - ved at gå langsomt og holde pauser - helt hen i den anden ende af Søllerød sø - og heldigvis tilbage igen.

Hvad mere kan man ønske sig i sin alderdom?

Den anden ende af Søllerød sø ser sådan ud:

Kastanierne blomstrer - også kulturen?

2009-05-10T08:37:00.000-07:00

Nu blomstrer kastanierne, og her er et smukt eksemplar fra min søndagstur.

Iøvrigt er der kommet et tapasaria - fik I betegnelsen? - også to minutter fra min bopæl. Gad vidst, om trykket skal ligge på tredie eller næstsidste stavelse? Den eller det? - må da afprøves.

Jo, jo - kulturlivet i Holte udvikler sig.

Men der er nu dejligst ved søen - og så er der en bænk!

Edvard Grieg og Søllerød sø

2009-05-03T12:43:00.000-07:00

Da jeg er så heldig at bo 5 minutters gang fra Søllerød sø, sidder jeg der ofte og tænker på Edvard Griegs klaverkoncert i A-mol, som han komponerede med udsigt til søen, og som ofte kaldes Søllerød-koncerten.

Den har jeg elsket, siden jeg hørte den første gang. Da jeg i 1980-erne var i Paris, fandt jeg i en sidegade en lille pladeforretning, der havde en indspilning med pianisten Dinu Lipatti. Den har fulgt mig lige siden, indtil jeg fornylig gav min gamle pladespiller og mine LP-plader til min søn, der siger, de har en langt bedre lyd end cd-erne. Dem er jeg nu - for nemheds skyld - gået over til, men hører gerne en LP, når jeg besøger min søn. Han gider nemlig godt at have ulejligheden!

Jeg kan desværre ikke afspille klaverkoncerten for jer - blot vise jer den smukke Søllerød sø.

Anemoner under bøgene

2009-04-17T08:21:00.000-07:00

Dagens historie?

En tur i skoven og dette billede på dansk forår - de nyudsprungne bøge er jo foroven på denne blog.

E-bog: Kære Tipoldefar - et brev fra fremtiden

2009-04-06T08:27:00.000-07:00

Så er denne e-bog klar til download til venstre her på siden.

Den handler om min tipoldefars tre døtre og deres meget forskellige skæbner. Deres liv udspiller sig midt i 1800-tallet ikke langt fra Vendsyssels Kattegatkyst.

Tilværelsen var alt andet end let, og ikke alle forstod at håndtere de problemer, der opstod.

Historien er baseret på min tipoldefars detaljerede dagbog. Han var førstelærer i en landsbyskole, hvor det hele begynder.

Læs første afsnit her ved klik på "Afsnit af Kære Tipoldefar" under "emner" - og resten, når du har downloaded.

God fornøjelse!

Afsnit af: Kære Tipoldefar - et brev fra fremtiden

2009-03-31T06:50:00.000-07:00

Kære Tipoldefar!
Undrer det dig at høre fra et tipoldebarn i 5. generation efter dig? Formodentlig ikke, for da du skrev din ”Astronomi og Familien Franzens Calender” og lod alle dine optegnelser samle i to store læderbind, var det vel ikke bare for dine børns skyld. Du må have haft en tanke om at række videre frem.

Og det gjorde du! Jeg sidder her i året 2009 – 129 år efter din død – og har læst dine dagbøger. Det var lidt af en opgave, fordi du skrev med den gotiske skrift, som jeg ganske vist lærte at læse i skolen - men på tryk. Vi kaldte det krøllede bogstaver. Men den gotiske håndskrift havde jeg ikke lært. Det er en nødvendighed for slægtsforskere for at kunne læse kirkebøger og andre dokumenter. Men hidtil havde jeg overladt besværet til andre.

Dagbøgernes videre skæbne
Men tilbage til dine dagbøger og andre dokumenter. Efter din død arvede Hans Peter som den ældste søn dine dagbøger, og han fortsatte med at skrive i den sidste, indtil hans kone, Kirsten Marie døde af et hjerteslag i 1911. Som du kan forestille dig, var det ikke nogen let sag at tyde, hvad Hans Peter havde skrevet, især fordi han ikke var god til at stave. Jeg kender dog til det vendelbomål, han talte, fordi min mormor var født i Øster Hassing. Selv om hun boede det meste af sit liv i Aalborg, aflagde hun aldrig sit oprindelige mål, og da jeg elskede min mormor, lyttede jeg gerne til hende og lærte således hendes sprog. Så hvis jeg læste Hans Peters ord som lydskrift, kunne jeg oversætte det til almindeligt dansk.

Hans Peter var i øvrigt min oldefar. Jeg er barnebarn af hans ældste datter Helene, der boede hos dig som seksårig for at lære at læse. Sådan som du gjorde med alle dine børnebørn.

Hans Peter overlod herefter dagbøgerne til din datter Hanne og hendes familie. Og det var nok en god ting for dine efterkommere, da den ellers kunne være gået tabt. Min far, der var søn af Helene, ejede intet fra familien på Rønholtshave – bortset fra navnet Rønholt, som jeg også bærer. Dog har jeg takket være min faster Kirstens familie, der passede godt på familiens minder, et billede taget foran Rønholtshave i påsken 1905 med Hans Peter, Kirsten Marie og alle deres børn, svigerbørn og daværende børnebørn. Min far blev født senere samme år, men hans tre ældre søstre er med på billedet.

Gjeraa er nøglen til meget
I anledning af min interesse for at finde frem til mine aner, besøgte jeg for et par år siden Gjeraa. Der traf jeg en dame, der havde et billede af dig, som nu i kopi også hænger på min væg. Det hænger i øvrigt også på Gjeraa nye skole, der blev bygget i 1944. Den samme dame, som hedder Thyra, havde givet mig adskillige oplysninger om dig og din familie, bl.a. at du var født i Børglum. Den oplysning gav anledning til yderligere granskning i familien.

Lidt før Jul i 2007 modtog jeg et brev fra Thyra med et udklip af Østvendsyssel avis med overskriften: ”Lærer Franzen i Gjeraa var min tipoldefar.” Thyra vidste, du var min tipoldefar, så hun spurgte, om jeg kendte det tipoldebarn, der her var omtalt. Det gjorde jeg ikke.

Artiklen viste, at han og hans kone havde været i Dronninglund for at aflevere et dokument, der var en afskrift af prinsesse Sophie Hedevigs fundats for det skolevæsen, hun oprettede på godsets område, og altså også Gjeraa skole. Dette dokument, som du vel har afskrevet, var blevet opbevaret af Hannes familie, og hendes oldebarn, den nuværende besidder, syntes, det hørte hjemme på Dronninglund Lokalhistoriske Arkiv.

Da jeg fortalte historien om Frederik, nævnede jeg denne begivenhed, der blev begyndelsen til mit eget eventyr om din dagbog. Dette andet tipoldebarn viste sig at nedstamme fra Johanne Methea – Hanne – og hendes mand Berthel Thomsen, og vi blev enige om at kalde hinanden fætter og kusine. Som tidligere fortalt besluttede vi at mødes hos mig, så vi kunne udveksle informationer om familien.

Jeg havde fundet informationer om slægten helt tilbage til din oldemor, Karen Mikkelsdatter, mor til din morfar Anders Frantzen. Dette kendte min fætter ikke noget til. Til gengæld ankom han med en guldgrube: Dine to store dagbøger samt originale dokumenter lige fra dine anbefalinger fra pastor Lund i Rubjerg og pastor Gunst i Skallerup, hvor du var huslærer, til dit eksamensbevis fra Snedsted Seminarium i 1823 og dit ansættelsesbrev til Gjeraa Skole i 1826, underskrevet af biskop R. Jansen i Aalborg bispegård.

Men ingen af os kunne tyde den gotiske håndskrift bortset fra spredte ord og især navnene, som du prentede så tydeligt. Jeg fik lov at låne det hele og håbede at kunne tyde noget af det. Det MÅTTE jeg simpelthen. Så jeg gav mig til at studere den gotiske håndskrift og i særdeleshed din håndskrift, så jeg efterhånden fandt frem til, hvordan du skrev de enkelte bogstaver.

Og så begyndte eventyret for alvor. Jeg var helt opslugt ved spisebordet under lampen med min lup. Da bøgerne efterhånden er skrøbelige gav jeg mig til at skrive dem af i hånden for senere at skrive dem ud på tryk. Hvordan den tekniske udvikling er foregået på dette felt, går jeg ud fra, du har fulgt fra din personlige stjerne i mælkevejen! Hvordan du nu vil tyde min skrift og retskrivning, må blive den kloge lærer Franzens opgave!

Det, der ikke står i dagbøgerne
For nu vil jeg gerne høre om alt det, der ikke står i dagbøgerne. Hvis du har læst min lille historie om Frederik, så vil du vide, at jeg ikke sådan giver op. Jeg er ikke dit tipoldebarn for ingenting, så du kan godt forvente en vis vedholdenhed, og livets barske sider kan ikke forskrække mig. I dagbogen holder du dig strengt til, hvad der sker, og du skriver ikke noget om, hvad du tænker eller føler. Nu må du fortælle alt uden omsvøb.

.................. Læs mere, når du har downloaded bogen!

Copyright: Bodil Brænstrup

Ny e-bog: Frederik, Frederik!

2009-03-11T04:13:00.000-07:00

Frederik

Ny e-bog (29 sider) af Bodil Brændstrup

Frederik! Frederik! er en sand historie om en lille drengs skæbne midt i 1800-tallet.

Frederik er født på skolen i en lille by ved Vendsyssels Kattegat-kyst, hvor min tipoldefar var skolelærer. Historien er hentet i min tipoldefars dagbog, der siden hans død i 1880 er blevet opbevaret hos efterkommere af en af hans døtre.

Læs om de barske vilkår både for Frederik, for hans mor og for min tipoldefar.

"Don Juan"

2009-03-09T08:18:00.000-07:00

- et psykologisk spil -

spilles af både mænd og kvinder og går ud på at bevise, hvor mange man kan score. Mennesker, der spiller med, er ofte usikre på sig selv (offer) og falder for den pludselige opmærksomhed fra en Don Juan (redder), indtil Don Juan dropper dem (forfølger) ved enten at kaste sig over en anden eller miste interessen: ”Du er alligevel ikke mit nummer” - eller det dødssyge: ”Kan vi ikke blive ved at være venner”.

I virkeligheden spiller en Don Juan et 2. grads spil, hvor han eller hun ender som følelsesmæssigt offer. Alle Don Juans ofre kommer som regel over skuffelsen, men en Don Juan får aldrig et stabilt følelsesmæssigt forhold til nogen. Dette spil kan være: ”Mig er der ingen, der elsker – ret længe ad gangen, så jeg må hellere selv slutte forholdet”.

Mange forestiller sig, at en Don Juan er en flot og charmerende mand eller kvinde. Men der er også ”den troskyldige Don Juan”, der får andre på krogen ved at være lidt usikker eller ved at have behov for hjælp og forståelse, at være lidt ”forkommen”.

Vil du læse mere, så se SPIL og SPARK

Respektløs - en kvalifikation?

2009-03-03T02:07:00.000-08:00

Har du sovet i timen?
Når jeg hører TV-avis med interviews af mere eller mindre kendte personer, skulle man tro, det er blevet en kvalifikation for journalister at være respektløse i deres tiltale. Refereres der til uheldige tildragelser eller konsekvenser af politiske beslutninger, spørges der ofte: Har du sovet i timen? Det er et uforskammet spørgsmål. Det er noget, man selv kan sige, men det tilkommer ikke andre at bedømme, om nogen har sovet i timen. Eller gjort sit arbejde ordentligt, som det også ofte lyder. Hvorfor altid tillægge andre de værst tænkelige motiver og hensigter?

Direkte og borende spørgsmål er helt i orden, men det kan godt gøres med respekt for andres integritet.

Mistænkeliggørelsen
er blevet tilladt i medierne, som ellers – berettiget – råber op, når det går ud over såkaldt ”svage grupper”. Hvorfor gælder denne omsorg ikke alle? Skal noget menneske være uden nogen form for beskyttelse? Også selvom man har valgt en såkaldt ”offentlig” position?

En kvalifikation til fremme af karrieren?
Man kan spørge sig selv, om det blandt kolleger betragtes som en kvalifikation til fremme af karrieren, eller om det er måden at gøre sig populær på.

Den ”kulørte” presse har endnu færre skrupler ved at hænge folk ud – uanset konsekvenser for ofrene.

Respekt er en menneskeret
Det ulogiske i denne sammenhæng er, at de samme mediefolk straks er på barrikaderne, når der er tale om krænkelse af menneskerettigheder.

Gælder de samme rettigheder ikke, når man interviewes eller omtales i medierne?

Hvorfor finder vi os i det?
Heldigvis findes der journalister, der stadigvæk kender til god opførsel og respekt for andre – ligegyldigt, hvad de har bedrevet. - Gudskelov for det!

Men hvorfor finder vi os som TV-seere, radiolyttere og avislæsere i at være vidner og tilskuere til de daglige krænkelser af andre menneskers integritet?

Vi kan naturligvis slukke for apparatet, undlade at læse visse aviser, forarges sammen med andre med den samme holdning. Det dulmer altid lidt, men er ikke nogen endelig løsning.

Et borgerligt ord!
Men der er brug for et borgerligt ord – en verbal røvfuld til de taktløse og uforskammede. Politikerne tør ikke af skræk for at miste vælgere og for stedse at få pressen på nakken. Andre er måske bange for at blive hængt ud som sarte eller gammeldags. Mange har måske slet ingen mulighed for at blive hørt.

Hvad gør vi selv?
Hvordan behandler vi i det hele taget hinanden? Selvom de fleste af os ikke optræder offentligt, så har vi alle sammen en arena, hvor vi spiller en rolle. Hvordan behandler vi selv vore omgivelser og dem, vi kommer i kontakt med? Skaber vi ægte og autentiske forhold, eller uddeler vi også forskellige former for spark eller forfalder til psykologiske spil enten som offer, redder eller forfølger?

Copyright: Bodil Brændstrup

"Lærer Franzen i Gjeraa var min tipoldefar"

2009-02-16T03:21:00.000-08:00

For to år siden fik jeg en helt uventet og fantastisk oplevelse, efter at en bekendt i Nordjylland, der havde hjulpet mig med at efterforske min tipoldefar, sendte mig et udklip fra en lokal avis.

Overskriften var: "Lærer Frandsen i Geraa var min tipoldefar". Det viste sig, at denne fjerne "fætter" boede i samme kommune som jeg, så jeg ringede til ham og sagde: "Lærer Frandsen i Geraa var også min tipoldefar".

Det kom der naturligvis en lang snak ud af, og vi mødtes og delte oplysninger, så hinandens fotografier, sammenlignede karaktertræk, som kunne tilskrives de fælles gener og meget mere.

Det helt magiske
for mig var dog, at min fætter medbragte to tykke, smukt indbundne bøger i folio-format. Det var vores tipoldefars dagbog samt astronomiske optegnelser. Dog var den håndskrevet i gotisk skrift, så ingen af os kunne tyde ret meget. Jeg fik lov til at låne bøgerne, som på forunderlig vis var blevet bevaret i min fætters familie.

Det blev et godt motiv til at sætte mig ind i den gotiske skrift og dernæst at tyde tipoldefars håndskrift. Der gik timer med lup under den gode lampe trukket godt ned over spisebordet. Og jeg begyndte at skrive det meste af. En fotokopiering ville have beskadiget de gamle bøger, så alt måtte foregå i hånden. Men læsningen var så fascinerende og dramatisk, at dage og aftener fløj afsted. Familie og venner konstaterede, at jeg var stærkt angrebet af dagbogs-kuller.

Det begyndte i Børglum
Lærer Frandsen hed egentlig Anders Jensen Franzen og stammede fra Børglum, hvor hans morfar, der også hed Anders Franzen, havde arvet en fæstegård under Børglum Kloster efter sin mor Karen Mikkelsdatter i december 1750. Fæstebrevet er underskrevet af Lauritz de Thurah, der på det tidspunkt ejede Børglum Kloster.

Dagbogens historier
Nogle af historierne i tipoldefars dagbog vil jeg dele med læserne af BB-historier.

Copyright: Bodil Brændstrup

E-bog: KOPI eller ÆGTE

2009-02-11T03:03:00.000-08:00

Om kultur og personlig identitet

Hovedemner
. Myter og eventyr
. Vindere, ikke-vindere og tabere
. Personlige forbilleder
. Kulturel og individuel programmering
. Urkraft og drivkraft
. Det ender hos dig

Min første e-bog er udkommet på forlaget BB-KULTUR og kan for en pris af 50 kr. downloades efter betaling modtaget via knappen til venstre på bloggen.

Målgruppe
Bogen er ment som en inspiration til unge fra 14-30 år, der vil noget med deres liv. Må dog også læses af andre.

Bogen indeholder flere tidligere indlæg fra denne blog i revideret udgave.

God fornøjelse!

Fra urkraft til drivkraft

2009-02-05T09:57:00.000-08:00

I begyndelsen begyndte jeg at fortælle om myter og eventyr fra vores fælles kulturarv. Det er en god forankring at kende vores egen kultur, som den ses i form af arkitektur, i håndværkstraditioner og livsstil. Og som den opleves gennem kunst og litteratur. Det bidrager alt sammen til en personlig stabilitet i vores usikre verden.

Så vær ikke kulturløs og flad.
Kultur er ikke nogen luksus, selvom det kan være svært for travle mennesker at prioritere, så der både bliver tid og råd til andet end jobbet og privatlivet. Den almindelige kulturfattigdom blev for et par år siden illustreret for mig, da jeg ville købe en ny reol. Jeg vaklede mellem en reol med midtersprosser og en – lidt billigere – uden. Så jeg spurgte sælgeren, om hylderne uden sprosser kunne bære bøger, hvortil han forbavset udbrød: Skal den bruges til bøger? Det var åbenbart en ny tanke for ham. Et hjem med bøger er altså ikke en selvfølge.

Det ender med dig!
Alt ender alligevel hos dig selv som menneske. Med ”sjælens ubodelige ensomhed”. Og det er op til dig selv at få styr på fortidens ”dæmoner”, hvis der er nogen. Det er der mange, der er gode til at tage sig af. Det er ikke mit ærinde her.

At du ikke kan etablere nye venskaber, når du bliver ældre er en skrøne. Det er et spørgsmål om at gide - og at turde. Det er sandt, at venner, der har kendt hinanden godt siden ungdommen, kan have et helt specielt nært forhold uafhængigt af, hvor ofte eller sjældent de ses. Men det udelukker ikke gode venskaber med mennesker, du møder senere i livet. Det afhænger af, hvad du er villig til at investere i forbindelsen.

Mangfoldigheden i dit fællesskab med andre sørger du selv for ved at være nysgerrig og åben over for mennesker, der er anderledes end dig selv, og ved at inkludere folk i alle aldre. Du hører ofte ældre mennesker beklage sig over, at alle vennerne er døde. Ja, måske de jævnaldrende. Men hvad med vennernes børn eller andre yngre? Er du sjov eller interessant at være sammen med, vil alle aldersklasser opsøge dig.

Unge mennesker kan på samme måde have stort udbytte og glæde af at pleje forbindelsen til de ældre generationer ud over deres forældre. Forældre kan måske ikke tåle at vide for meget, - de bekymrer sig, forarges eller græmmer sig. Andre i forældrenes generation er ikke på samme måde involverede og derfor mere åbne, nøgterne og afslappede over for de unges problemer eller livsstil, og kan bedre tillade sig at sige dem de borgerlige ord, de også kan trænge til.

Lad ikke fortiden skygge for fremtiden
Uafklarede forhold til andre mennesker – fra far og mor til ægtefælle, tidligere ægtefælle m.fl., binder alt for megen energi og hindrer dig i at etablere sunde, direkte og spontane relationer. De skal være en del af din drivkraft. Du får brug for al den energi, du kan generere.

Copyright: Bodil Brændstrup, 2009

Kulturel og individuel programmering - 3

2009-02-01T08:58:00.000-08:00

Helbred og livsstil
Der er fysiske dispositioner, der er arvelige. Men livsstil, spisevaner, fysiske aktiviteter, omsorg for helbredet hører med til programmet. Nogle familier viser deres omsorg, trøster eller fejrer ved at fodre hinanden og bliver alle mere eller mindre overvægtige. Andre tyr til alkohol eller trøster sig med piller.

Når mange kæmper med vægten og helbredet, skyldes det dels gamle programmer til uhensigtsmæssig kost, dels at teknikken har overtaget en del af de tidligere fysiske aktiviteter, dels mangel på nye programmer. Derfor reagerer mange negativt på gode råd om sundhed. De gider ikke hele tiden tænke over, hvad de gør, og det er nødvendigt, når der ikke er noget program. Det tager et par generationer at få nye programmer på rygraden, så de fungerer spontant.

Også arten af sygdomme og i hvilken alder folk dør, er der programmer for i familien. Nogle har program til et langt liv med godt helbred. Det sker naturligvis, at nogle i samme familie dør i en yngre alder. Men de nævnes også som undtagelserne. Jeg har truffet en del mennesker, der har haft en far eller mor, der er død i en meget ung alder. De har alle haft svært ved at passere den fødselsdag, der svarede til faderens eller moderens dødsalder. De lister sig forbi den og ånder så lettet op, fordi der ikke skete noget.

En ung mand fortalte mig - under megen galgenhumor - at der var tradition i hans mors familie for at dø af mavekræft i 37-årsalderen. Det var bl.a. sket for hans morfar, og da hans mor nærmede sig den skæbnesvangre alder på 37 år, blev hun meget nervøs og deprimeret. Men hun slap forbi uden sygdom, blev glad og blomstrede op, som han ikke tidligere havde oplevet hende. 5-6 år efter fik hun mavekræft og døde. “Hun turde nok alligevel ikke tro på, at det skulle lykkes”, var hans kommentar. Han er naturligvis bange for, at det går ham ligesådan, selvom han forsøger at fortælle sig selv og andre, at det da heller ikke gør noget at dø, hvis man ellers har haft et godt liv. Men har du et godt liv, har du også lyst til at fortsætte det. Og han havde dels behov for nogen - og det blev i denne omgang mig, der meget bestemt sagde: “Nu skal det program holde op! Pas ordentligt på dit helbred! (det gjorde han netop ikke, han var ret overvægtig) . Vi vil ikke undvære et dejligt menneske som dig!” Og så gjaldt det for ham om at finde en ny model til at blive ældre. En model, som han kan li' . Måske bliver det faderen, som levede i bedste velgående, men som han nok ikke var så nært knyttet til som til moderen.

Tilsyneladende foretrækker du ubevidst programmerne fra den af forældrene, du er eller var stærkest knyttet til. Men programmer fra den anden forældre ligger også i computeren og kan hentes frem. Til gengæld virker det langt stærkere, når far eller mor ændrer program i positiv retning - for det gør de heldigvis, end når et nyt program skal hentes hos andre.

Det er stærke mekanismer, der ligger i dine programmer, især fra din far og mor. Igen fordi du ubevidst forbinder “overlevelse” med at følge dem, så ovennævnte unge mand havde helt ret i at sige: “hun turde nok ikke ...“ underforstået “svigte programmet”. Jeg tror, han tør og gør det, fordi han er opmærksom på det. Og fordi han med sin noget specielle adfærd laver et sådant postyr og spreder så megen glæde omkring sig, at en ret stor del af menneskeheden ustandseligt vil bekræfte ham i, at han skal VÆRE HER.

Et andet eksempel kunne være familien Kennedy, hvor sønnerne har program til at gøre politisk karriere og til at være deres hustruer utro. Desværre fik de også program til en voldsom død. Men Teddy Kennedy undgik den del af programmet. Måske ved at undlade at stille op til præsidentembedet! Han er enten gået modsat eller har brudt programmet.

Udskriv din egen programmering
Din programmering indeholder mange dokumenter, underbiblioteker og filer. Du må printe dem ud for at få et overblik over de egenskaber, handlingsmønstre, holdninger, reaktioner og følelser, der ligger i programmerne fra din far og mor eller andre forældre-personer som bedsteforældre, ældre søskende eller andre voksne i omgivelserne. Måden, de administrerede deres liv på - privat og arbejdsmæssigt. Det, du har fundet positivt, vil du have let ved at kopiere. Har du derimod haft negative erfaringer, vil du måske gå modsat.

Der vil også være programmer, du slet ikke tænker på som programmer. Støder du på uventede begrænsninger eller undrer dig over dine egne reaktioner, kan det være et spørgsmål om programmer. Er der et negativt program eller mangler du program til det, du står overfor eller gerne vil?

Har du de samme egenskaber eller programmer fra begge forældre, er de særligt stærke. Herligt med de positive programmer, men vær især opmærksom på de dobbelte negativer.

Positive programmer
Det unikke menneske, den inderste kerne i din personlige identitet og dine positive programmer er helt bogstaveligt rygraden i din personlighed. Du kan forlade dig på dem, fordi de er blevet en integreret del af dig. Du behøver ikke at tænke først, de kommer spontant.

Hvis du vil gå lidt systematisk til værks, så skriv en liste over de positive egenskaber hos begge dine forældre og andre forældre-personer i din tilværelse som bedsteforældre, onkler tanter, ældre søskende, andre personlige forbilleder, evt. også din ægtefælle og find ud af, hvilke kvaliteter, du har til rådighed. For det har du. Det er dine ressourcer.

Negative programmer
dukker som nævnt lige så spontant frem. Men er du opmærksom, kan de styres, især ved at sørge for at have overskud nok, så de ikke dukker op, når du er for træt.

Negative programmer kan være program til at være utilfreds, til at bekymre sig unødvendigt, til at være misundelig, til at give andre skylden, til at være doven, til dårlig økonomi (når den skyldes ufornuft og ikke en ringe indkomst) , til et dårligt ægteskab eller familieliv, til at passe dårligt på sit helbred, endog til selvmord. Find selv frem til, hvilke af dine programmer du finder negative.

Nogle programmer kan være både positive og negative. Det er positivt at kunne tage sig sammen og gøre en indsats, men det er negativt at slide sig selv op. Derfor må du selv afgøre, hvor grænserne går.

At have program til skilsmisse i familien kan være positivt, når det er forbundet med program til ikke at acceptere noget, der ikke bør accepteres. Men det kan også være negativt, hvis det er forbundet med at spille "alt eller intet" eller at bryde ud, såsnart du ikke får din vilje. Det er også negativt, hvis det får dig til at tvivle på, at du kan få et ægteskab til at fungere.

Anti-programmer
Du har højst sandsynligt også nogle anti-programmer. Er du en oprører, så kasserer og bryder du uønskede programmer. “Sådan vil jeg ikke være, når jeg bliver stor”. Og så går du modsat. Det er alt for besværligt at bekæmpe programmer. Det er som at kæmpe mod vejrmøller. Det eneste effektive er at skabe nye programmer, nye valgmuligheder.

Nye modeller, nye programmer
Er der egenskaber, kvaliteter, færdigheder, du gerne vil lære, må du give dig selv en ny og positiv programmering via selvvalgte forbilleder eller modeller. Du har allerede gjort det i stor udstrækning. Allerede som barn har du mødt mennesker, der viste eller lærte dig "noget andet", egenskaber eller færdigheder, du ikke før har mødt, og du har bevidst eller ubevidst tænkt:
Sådan vil jeg være, når jeg bliver stor! En proces, der fortsætter hele livet igennem. Her kommer menneskets indbyggede evne til at abe efter til nytte. Men nye programmer skal bruges bevidst i ret lang tid, før de kommer på rygraden. Jeg kendte engang en ung mand, der opsøgte en psykolog, fordi han troede, der var noget alvorligt galt med ham, fordi han ikke kunne finde ud af visse ting i sin tilværelse. Han fortalte, at psykologen efter en kort samtale havde sagt: "Du trænger ikke til "behandling", du trænger til at øve dig i at håndtere dit liv anderledes." Øvelse, øvelse, øvelse!

Menneskenes kultur
Kultur er en kollektiv programmering, som findes på alle menneskelige områder og alle geografiske planer. Kultursammenstød har fundet sted på blodig eller ublodig vis gennem alle tider.

Vores kultur rummer store rigdomme, men også en skræmmende arv.
Negativ kultur kan dog ændres, selvom det tager tid. Det kræver både vilje og opmærksomhed. Jo flere millioner mennesker, der skal ændre holdning, jo tungere er opgaven. Nutiden vil altid mangle modeller og programmer til på en positiv måde at håndtere vilkår, der ikke før har eksisteret.

Det er de formastelige, de besværlige eller de dristige,der skaber nye programmer. Filosoffer, der tænker nye tanker. Statsmænd, der alene eller i fællesskab med andre indleder nye epoker, som det skete i Europa efter 1945. Pionerer, der gør ting første gang og skaber ny adfærd. Enkeltpersoner og grupper, der skaber ny kultur.

Trods voldsomme problemer og vildtvoksende interesser har der nok aldrig i historien været gjort så stor en indsats, som der gøres nu, for at finde nye samarbejdsformer og skabe fælles løsninger. Men når de gamle programmer multipliceres med befolkningstilvæksten, er det utroligt sejt at indføre ny kultur.

At skabe nye programmer, at skifte program er en af vor tids store udfordringer. De gamle programmer hænger som møllestene om halsen på visse befolkninger. Og hvor attraktive er de programmer, vi hidtil har kunnet præsentere? Der er virkelig behov for nytænkning og andre måder at leve sammen på. I den sidste ende måske et spørgsmål om overlevelse - både fysisk og menneskeligt.
Der er virkelig noget at øve sig på!

Copyright: Bodil Brændstrup

Kulturel og individuel programmering - 2

2009-02-01T08:50:00.000-08:00

Program til erhverv og karriere
Når du planlægger din udvikling eller løbebane inden for erhverv og karriere, er det nyttigt at have program til en uddannelse, sommetider en høj uddannelse. Det er svært at være den første i en familie, der forlader familiens sædvanlige niveau. Du føler dig lidt usikker eller udenfor. Har du program til at gøre karriere, vil du finde det naturligt at planlægge din egen karriere og få den til at lykkes. Niveauet for karrieren er også et program, men har du set negative resultater i form af stress eller manglende privatliv, vil du nok være opmærksom på at regulere niveauet.

Er du leder, men har program til at være medarbejder, vil der være "medarbejder-holdninger", der dukker op fra rygraden. Måske i form af usikkerhed overfor dine egne medarbejdere, hvis du automatisk sætter dig i deres sted. Samtidig har du måske program til at være skeptisk overfor overordnede, fordi far eller mor var det. Eller du kan have svært ved at bruge autoritet eller stille krav. Det er noget, der må læres og trænes.

Det modsatte gør sig også gældende. Jeg talte med en ung mand, der var ansat som edb-tekniker i den offentlige sektor. Han var frygtelig frustreret og utilfreds med, at han og afdelingen ikke havde tid til at betjene deres brugere optimalt, og han var stresset og overanstrengt af ekstravagter, som han ikke engang fik betalt.

Jeg hørte på ham i et stykke tid og spurgte så: “Er din far selvstændig erhvervsdrivende?” “Ja, - hvorfor spørger du om det?” “Fordi du lyder, som om hele amtet er dit ansvar. Det er ikke det, du er ansat til, ingen takker dig for det”. Han havde program fra sin far til at være totalt ansvarlig for virksomheden. Han kunne godt se problematikken. Enten måtte han begynde for sig selv, eller også lære at affinde sig med, at han som medarbejder er underlagt andres måde at være ansvarlige på, indtil han måske selv kan opnå en stilling, hvor han bestemmer niveauet.

Nogle kvinder har en mor, der ikke har gjort karriere. De kan have program fra far til det, men det er så den maskuline udgave af programmet, som også mange karriere-kvinder følger og derved kommer lidt i konflikt med deres kvindelighed. Endnu er der ikke mange kvindelige ledere at kopiere, - eller udgaver, du kan li̓. Især kan der være mangel på kvinder i topstillinger, der også kan få et familieliv til at fungere. Så kvinderne må selv - naturligvis i samarbejde med både mænd og andre kvinder -skabe nye programmer eller stykke dem sammen af små, positive bidder, så næste generation kan få dem på rygraden.

Har du program til, at karrieren ikke eller kun næsten lykkes, må du være opmærksom på at sætte mål, du kan nå, så du ikke kopierer fars eller mors nederlag, skuffelser eller frustrationer.

Jeg stødte fornylig på en gammel bekendt, der fortalte om sine karriere-problemer. Først bagefter slog det ned i mig, at han fulgte sin fars program: At være den, der trækker læsset, mens andre bliver forfremmet eller får æren for indsatsen. De har begge to fulgt mønstret indtil flere gange. Mønstret er tillige at blive vred, forlade stillingen og flytte til en anden by med familien. Det bliver i længden ret besværligt.

Nogle har program til at uddanne sig eller arbejde i udlandet og gør det helt naturligt. Andre, som har lyst, men ikke program, finder det sværere at tage springet.

Program til karriere og/eller et godt privatliv

Selve holdningen til, om du vælger karriere og et godt privatliv eller kun lykkes med en af delene, kan være en del af dit program. Den, der har program til en af delene fra far og den anden del fra mor, vil få svært ved at kopiere begge dele i sin fulde udstrækning. Er du ikke opmærksom på det umulige i opgaven, vil du blive udmattet og tilsidst hverken slå til det ene eller det andet sted.
(fortsættes)

Copyright: Bodil Brændstrup

Kulturel og individuel programmering - 1

2009-02-01T08:40:00.000-08:00

Jeg er sgu min egen
Piet Hein fabulerer over katten, der er sin egen. Men selv katten er ikke helt sin egen. Den styres i høj grad af sine kattegener, katteinstinkter og den katteadfærd, den som killing har lært af sin mor. At andre, især mennesker, har svært ved at komme til at eje katten, er en anden sag.

Som menneske er du unik i din sammensætning af gener, arveanlæg. Det, du ikke har arvet, er måden at administrere disse anlæg på. Den har du dels fundet ud af selv, dels lært af andre. Hvor grænsen går mellem det arvede og det tillærte er svært at konstatere, ikke mindst fordi de fleste mennesker vokser op i et miljø skabt af de mennesker, hvorfra de har deres arveanlæg.

Den eneste grund til at beskæftige sig med problematikken er, at det kan være nyttigt for menneskelig trivsel og udvikling, at vide, hvad du må acceptere at leve med: De arvelige vilkår. Og hvad det er muligt at ændre eller træne:
Det tillærte, det miljøbetingede - din programmering.

Programmeret til at overleve
Den grundlæggende mekanisme i den menneskelige programmering er, at pattedyr overlever ved at kopiere de voksne individer. Det lam, den ræveunge, den killing, der ikke følger de voksne individers adfærd, har ikke mange chancer for at overleve.

Der er den samme automatik i menneskers måde at overleve på. Hvis du ikke er meget bevidst, gør du det, du selv har lært, fordi det er forbundet med “overlevelse”. Du er programmeret til at overleve - i forældrenes verden! Derfor må du revidere og opdatere, så din programmering er brugbar i din egen verden med de vilkår, der til enhver tid er gældende og med normer og livsværdier, der svarer til dine egne - ikke fars, mors eller andres ønsker og ambitioner.

Din programmering er til gengæld helt individuel - ikke engang søskende har den samme, selvom de tilsyneladende har levet i det samme miljø. Børnene er kommet til på forskellige tidspunkter. Der er forskel på at være først, i midten eller sidst i flokken. Kun den første kender til at være den eneste og at skulle dele far og mor med en dum lillebror. Forældrenes ydre vilkår og forhold til hinanden ændres osv. Nogle perioder i familiens liv er mere rolige og trygge end andre.

Barndommens budskaber - de verbale og non-verbale, dens erfaringer og oplevelser indgår i programmeringen, der - uden at overse betydningen af de arvelige anlæg - har et langt stærkere tag i dig, end du måske er klar over eller vil anerkende. Du har set, hørt og oplevet disse programmer så uendeligt mange gange, at du har dem på rygraden, både de positive og de negative. Disse individuelle, men også sociale og kulturelle programmer har virkelig magt.

Kopi eller ægte?
At du ejer dig selv er en illusion. En illusion, der er svær at slippe. Gør du det, er du måske på vej til at blive mere dig selv. Det påstås, at programmeringen af endog meget selvstændige mennesker nærmer sig 99 procent af deres adfærd, tanker og følelser. At være selvstændig eller oprørsk er også en programmering!

Men hvad gør det, du er programmeret, når du kender mekanismerne og dine egne programmer. Når du kan træne nye programmer til at erstatte negative eller ubrugelige programmer. Og det kan du! Men vær opmærksom på, at du kun lærer nye programmer af mennesker, du kan lide. Far og mor var du tvangsindlagt til, men du har lært mange nye programmer af mennesker, du har beundret, set op til eller holdt af. Modeller, du selv har valgt.
(fortsættelse følger)

Copyright: Bodil Brændstrup

Dine personlige forbilleder

2008-12-12T03:38:00.000-08:00

En ting er de helte og heltinder, vi finder i myter og eventyr. Noget andet er de personer, vi kender eller har kendt, og som er blevet en slags forbilleder for os. Det kan være historiske personer eller kendte forfattere, politikere, sportshelte, kunstnere og lignende, lokale eller internationale. Der er nok at vælge imellem.

Men det vil også for de fleste af os være mere nære personer som forældre, bedsteforældre, andre familiemedlemmer, lærere, kammerater, kolleger o.s.v.

Her er en teknik, der kan hjælpe dig til at afdække dine personlige forbilleder eller modeller:

Tænk på nogle personer fra forskellige perioder i dit liv – barndom, ungdom, voksenliv. Det kan i barndommen som nævnt være en forældre eller andet familiemedlem, senere en lærer, en sportsleder, en musiklærer, en kammerats forældre, en ven, en kollega, en arbejdsgiver. Et menneske, du har set op til eller beundret. En, du har kunnet li', og som også nok har kunnet li' dig eller troet på dig. Det kan også være personer, du har læst om eller hørt om, men ikke kendt personligt.

Skriv først dine egne alderstrin:
0-10 år
10-20 år
20-30 år
30-40 år
etc.

Ud for disse alderstrin skriver du i en ny kolonne navnene på 2-3 eller flere personer, der har været dine forbilleder.

I næste kolonne skriver du, hvad det var, du beundrede eller kunne li' ved dem. Det kan være kvaliteter som: dygtig, kreativ, modig, sjov.

Det kan meget vel være de samme egenskaber, der går igen ved flere af dine forbilleder. Højst sandsynligt dine egne egenskaber, fordi det er noget, du kan li' og "går efter".

Nu vender du tilbage til hver person og tænker over og skriver, hvad der eventuelt var negativt ved personen: En negativ egenskab, en mangel – måske dårlig økonomi, manglende uddannelse eller dovenskab, sygdom, dårlige familieforhold o.s.v.

Pas på faldgruberne!
Det, du skal være opmærksom på ved dine forbilleder, er det, der eventuelt er negativt, eller som du finder negativt: Det kan være sygdom, for tidlig død, dårlig økonomi, mangel på familieliv, mangel på professionel succes etc.

Du kommer nemlig nemt til at kopiere ”det hele”, hvis du beundrer en person. At følge dem for langt.

Det er grunden til, at jeg insisterer på en ny slutning til et eventyr, der ender galt. Altså, hvis du identificerer dig med hovedpersonen. Så skal det negative tages op og ændres.

Find nye modeller!
Mennesker har en indbygget evne til at kopiere andre, "abe efter". Det er aldrig for sent at finde gode modeller. Men det skal være nogen, du kan li'. Man kopierer ikke nogen, man ikke kan li'. Du kan have brug for at en god model til et godt ægteskab/familieliv, til faglig udfoldelse, til at turde noget i en sen alder, til at være slank uden at være syg, til at være syg uden at holde op med at leve og nyde livet, til at have begrænset økonomi og alligevel være glad og tilfreds.

Lad kulturen være kultur!
Men når alle disse spørgsmål er besvaret, og du er opmærksom på faldgruberne, så vend tilbage til de oprindelige myter og eventyr.

De er fascinerende, spændende, rørende, menneskelige, og frem for alt er de en del af vores kultur, en del af din identitet.

Fordyb dig i dem og nyd dem!

Copyright: Bodil Brændstrup

Snehvide

2008-12-12T01:25:00.000-08:00

Snehvide og de syv dværge er et Grimm-eventyr, - såvidt jeg ved det første, der blev firmatiseret af Walt Disney til både skræk og morskab for alverdens børn.

Det handler om Snehvide, hvis mor dør, da hun er en lille pige, og faderen gifter sig igen med en smuk, men ond kvinde, der bliver jaloux, da Snehvide udvikler sig til at blive smukkere end hun, og hun sender hende i døden.

Men Snehvide undslipper sin skæbne og søger tilflugt hos de syv dværge. Her gør hun sig nyttig og har det både godt og sjovt, indtil skæbnen igen indhenter hende, og hun forgiftes og dør. Dog frelses hun af prinsen på den hvide hest, og de lever lykkeligt til deres dages ende.

Virkelighedens Snehvide
Nu tillader jeg mig at pille historien fra hinanden til elementer, der kan genkendes af nutidens ”snehvide”.

Moderen dør, som af barnet opleves som et svigt. Faderen gifter sig igen, - svigt nr. 2. Stedmoderen sender hende i døden, - svigt nr. 3. Den, der ikke svigter, er jægeren, der lader Snehvide slippe.

Hun søger tilflugt hos dværgene, der heller ikke svigter. Men de er ikke hendes egen slags. Hun bliver aldrig ”en af familien”. Så tiden hos dem kan kun blive en overgang. På et eller andet tidspunkt må hun videre med sin tilværelse.

Hvem kan jeg stole på?
Nu indhenter skæbnen hende så igen, fordi hun får tillid til den falske kvinde med det forgiftede æble. Hun ved ikke længere, hvem hun kan stole på. Hun skal næsten dø, før frelsen kommer i skikkelse af prinsen. Ham skal virkelighedens ”snehvide” nok ikke satse på. Nu er hun en voksen kvinde, så hun må selv tage ansvaret for sit liv. Hun må ud i verden og finde nogle mennesker, hun kan stole på.

Det sker sjældent!
Jeg har én gang mødt en ”snehvide”, der traf en ”prins på en hvid hest” i form af en mand, der ikke lod sig afvise. Hun havde en meget traumatisk baggrund, men var på det tidspunkt, jeg traf hende, en harmonisk og glad kvinde med et meningsfyldt job. Jeg spurgte hende, hvad der havde gjort forskellen. Hun svarede: Min mand! Og så fortalte hun, at det begyndte med, at hun gav ham en på kassen , fordi han trådte hende over tæerne på dansegulvet. Men han lod sig ikke forskrække. Han holdt fast, og ”elskede hende ud af hendes negative mønster”. Han var åbenbart en vinder, og hun var den kvinde, han ville have. Men hun gjorde også sin del af arbejdet.

Copyright: Bodil Brændstrup

Den grimme ælling

2008-12-11T12:48:00.000-08:00

Den grimme ælling var vinderen, der skulle så grueligt meget igennem, før det lykkedes. Også et velkendt tema fra den græske mytologi med bl.a. beretningerne om Herakles og Jason.

Mange genkender den grimme ællings følelse af at være forkert, anderledes, udstødt, forkommen. Bliver de ved med det, er det en ikke-vinder historie.

Der er også ikke-vindere, der konstaterer, at de er blevet ”svaner” og stopper, hvor historien slutter. For det er ikke nok at være smuk, at være accepteret. Nu starter så livet som ”svane”, og det kræver meget mere end at være smuk. Det fortæller historien ikke mere om. Men virkelighedens svaneliv stiller store krav. Ingenting kommer af sig selv. Der kræves både mod, opfindsomhed, styrke og udholdenhed. At vide, hvad man vil. Så først er det en vinder-historie.

Virkelighedens svane
Jeg mødte engang en kvinde, der fortalte, at hendes yndlingshistorie var ”Den grimme ælling”, og jeg spurgte naturligvis, om historien havde nogen forbindelse til hendes egen tilværelse. Hun var en meget flot kvinde i midten af trediverne, som havde gjort en ret god karriere i sit firma. Men hun var ikke helt tilfreds. Hun havde giftet sig med en kollega, som var på et lidt højere niveau i virksomheden.

Hendes videre forløb blev ret trist. Hendes karriere udviklede sig ikke rigtigt. Hun blev skilt fra sin mand og gjorde en betydelig indsats for at kapre en mand højere oppe i hierakiet. Men uden held. Hun forlod virksomheden, og sidst jeg hørte om hende, var hun på bistandshjælp.

Det triste i hendes historie er, at hun var så betaget af sin ”svane-status”, at hun troede, hun havde nået sit mål. Men det er ikke nok at være smuk. Skønheden falmer. Det gør den for alle. Det er nødvendigt at have andre ressourcer at trække på.

Copyright: Bodil Brændstrup

Snedronningen

2008-12-11T12:40:00.000-08:00

er blevet kaldt eventyret over alle eventyr og rummer mange historier.

Det beretter om den lille Kaj, som får en splint af et troldspejl i øjet og i hjertet. Han ser alting fordrejet og glemmer de mennesker, der før betød noget for ham. Da han møder Snedronningen (måske karrieren), ”kysser hun kuldegyset af ham”, så han ikke mærker, hvor kold hun er, og hun tager ham med til sit slot ved nordpolen.

Men Kajs veninde, den fromme lille Gerda, drager ud for at finde ham. Hun bringer de største ofre for at nå frem til Snedronningens slot, hvor han sidder blå af kulde og ikke kan finde ud af den gåde, Snedronningen har givet ham at løse, hvis han skal opnå sin frihed. Gerdas trofasthed smelter isklumpen i Kajs hjerte, og splinten i hans øje smelter ved hendes varme tårer.

Historien har også den frække og snarrådige røverpige, der hjælper Gerda på vej og møder hende igen, da hun og Kaj er på vej hjem fra Snedronningens slot. Røverpigen er på vej ud i den ide verden, og da hun ser Kaj, siger hun: ”Jeg gad vide, om du fortjener, at man løber til verdens ende for din skyld”.

Virkeligheden
Eventyret ender naturligvis i fryd og gammen. Men i virkeligheden vil en ”kaj” nok snart engagere sig med en ny ”snedronning”, og en ”gerda” vil altid finde en ”kaj”, der skal reddes. Indtil hun får lyst til at være som røverpigen, der går ud i den vide verden på egne vilkår. Hun render ikke til verdens ende for en mand, der ikke fortjener det.

Kvinder, der gerne vil gøre karriere, kan ofte løbe ind i dilemmaet: Skal jeg være den søde, opofrende og fromme ”gerda” eller den sjove, frække og dristige ”røverpige”? Begge dele, naturligvis – og meget mere!

Copyright: Bodil Brændstrup

Skyggen - hvem ejer hvem

2008-12-11T06:11:00.000-08:00

H.C. Andersen har også en grum og uhyggelig historie om manden, der mistede sin skygge på en rejse til de varme lande. Det var lidt pinligt at tænke på at vende hjem uden skygge, men en ny skygge voksede frem, inden han nåede hjem, og det var han ganske tilfreds med.

Men en skønne dag kom hans gamle skygge tilbage. Det var gået den godt, og den tilbød nu sin gamle herre, at han kunne blive skygge, og skyggen kunne blive herre, så de sammen kunne nyde livets goder.

Historien ender med, at skyggen tager magten fra mennesket. Da mennesket prøver at gøre opmærksom på fejltagelsen, må det lade livet, da omgivelserne efterhånden tror mere på skyggen, der er blevet ”klædt på” som menneske.

En ung mand, som var på vej med en ambitiøs karriere, fortalte mig engang, at han altid havde været fascineret af H.C. Andersens historie om ”skyggen”, som han så som en advarsel om at passe på, at karrieren ikke blev hans ”skygge” og kom til at eje ham og bestemme over hans liv.

Historiens morale må være at holde fast i din egen identitet, så ingen eller intet får lov til at overtage styringen af dit liv.

Copyright: Bodil Brændstrup

Den lille pige med svovlstikkerne - en taber?

2008-12-10T11:47:00.000-08:00

Det er historien om den lille pige, der sendes ud for at sælge svovlstikker juleaften. Men hun får ikke solgt sine svovlstikker og tør ikke gå hjem. Hun ser gennem vinduerne, hvordan andre familier forbereder sig til julen, medens hun er udenfor i kulden. For at varme sig tænder hun en svovlstik, og mens den brænder, genser hun sit korte livs varme og glade øjeblikke bl.a. med sin rare og milde mormor, der nu er død. Men til sidst er det slut med svovlstikkerne. Drømmene er forbi. Og næste morgen finder man den lille pige frosset ihjel.

Historien var på H. C. Andersens tid et opgør med fortvivlende sociale tilstande. Men den er også en advarsel til den nulevende, måske veluddannede ”pige med svovlstikkerne”. Det, hun gerne vil, ser hun i sine drømme, hun taler måske også om det, men det bliver ikke til noget. Det er kun andre, det lykkes for. Hun er udenfor i kulden. Hun tør ikke gå hjem til far og mor med sin manglende succes. De har store forventninger til hende og vil blot bebrejde hende og beklage sig. Hun tør heller ikke banke på døren til dem, der har det lunt indendøre. For hun er ikke deres slags.

Nutidens svovlstikke-pige dør ikke af kulde, men måske er hun forkommen eller følelsesmæssigt forstenet på grund af de uopfyldte drømme. Ingen forstår hende. Hun lader sig måske bremse af hensyn til sin mand, sine børn, eller hensyn. Måske tror hun, andre ville dø af grin, hvis hun fortæller om sine drømme.

Bank på dørene!
Hvorfor ikke digte en ny slutning på historien? Her er en anden version af svovlstikke-pigen: Da hun strøg den tredje tændstik, så hun sin rare bedstemor, der smilede til hende og sagde: ”Stå ikke der i kulden, mit barn. Gå hen og bank på en af dørene. Der er gode og hjælpsomme mennesker i nogle af husene. De vil gerne tage dig ind. Det kan godt være, du må banke forgæves et par gange, men hvis du ikke giver op, så lykkes det.” Så gik den lille pige hen og bankede på døren til det første hus. De hørte hende ikke, for de havde så travlt. Men hun huskede bedstemors ord og skyndte sig videre til det næste hus. Her lukkede de op, tog hende med ind i stuen og gav hende varm mælk og en bolle. Bagefter fulgte de hende hjem. Hendes forældre havde været bekymrede over, hvor hun blev af, for det var blevet helt mørkt. Senere kom den lille pige i huset hos den rare familie. De havde en jævnaldrende datter, og de to blev veninder. Og skulle vi fortsætte i H.C. Andersens ånd, så blev hun nok den dejligste danserinde, men her slutter jeg dog.

Nutidens svovlstikke-pige
Jeg traf engang en svovlstikke-pige. Hun havde en drøm om at blive musiker. Hun begyndte at spille, da hun var ganske lille, men familien boede i en lille by uden konservatorium, og da hun var den yngste af børnene, og alle de andre var rejst til større byer for at få deres uddannelser, bad moderen hende om dog at blive hjemme og få den uddannelse, der kunne lade sig gøre i den lille by. Og sådan blev det.

Svovlstikke-pigen kom på kontor, blev gift og fik børn. Der var i nogle år hverken tid eller kræfter til at spille. Men hun drømte stadigvæk om musikken. Og da jeg traf hende, havde hun faktisk muligheden. Hendes børn var blevet store, hun var ikke længere nødt til at have heldagsarbejde, og hun havde også råd til at købe det instrument, hun drømte om. Men der skulle ”bankes på nogle døre”. Hvad ville familien sige? Ville de synes, hun var egoistisk eller fjollet? Det ville også kræve en stor indsats fra hendes egen side. Var hun parat til det?
Hun gjorde det!

Copyright: Bodil Brændstrup

Klods-Hans - en vinder

2008-12-10T11:16:00.000-08:00

H.C. Andersen

Vores egen H.C. Andersen er måske mere from end de græske myter, men hans figurer er ikke mindre virkelighedsnære.

Klods-Hans – vinderen
går utraditionelle veje. Gad vide, om han egentlig ved, hvad han vil med prinsessen for ikke at tale om det halve kongerige. Han får nok sin sag for, når han bliver voksen og må leve op til ansvaret. Han får I alle tilfælde sit besvær med prinsessen – og hun med ham.

Han vinder prinsessen, fordi han ikke er imponeret, han er ikke bange, for han har intet at tabe, og han er tro mod sig selv.

Har han hidtil været den oversete, der må klare sig selv, og som bare gør, hvad han har lyst til? Eller føler han sig svigtet og lykkes på trods – som en ikke-vinder?

En Klods-Hans er ofte den I familien, der er anderledes, eller som vil noget andet. Han – eller hun – er ofte en af familiens yngste, som er sød, charmerende eller sjov, og som forbavser alle, når han pludselig klarer sig og lykkes med, hvad han sætter sig for. Familien har hidtil fokuseret på de større søskende. Han er som regel ikke selv imponeret af sine resultater. Det morer ham at få ting til at lykkes.

Copyright: Bodil Brændstrup

Damokles - en næsten-vinder

2008-12-05T08:49:00.000-08:00

Damokles var en oldgræsk hofmand hos Dionysios den Ældre af Syrakus. Sagnet beretter, at Damokles engang erklærede Dionysios for verdens lykkeligste mand, hvorpå Dionysios tilbød ham at bytte plads.

Damokles slog til, og de herligste retter blev nu stillet frem for ham, og han nød sin position, indtil han opdagede, at der hang et skarpt svær i et hestehår over hans hoved.

Med udsigt til denne risikofyldte tilværelse besluttede Damokles at vende tilbage til sin gamle og sikre stilling.

Fra denne myte stammer udtrykket ”et Damokles-sværd”, der betyder, at en tilsyneladende gunstig situation er forbundet med en stor risiko. Nogle mennesker vil så foretrække at leve med risikoen, andre vil - som Damokles - vælge det sikre.

Er det farligt at lykkes?
Den psykologiske baggrund for en "damokles" er erfaringer om, at der er en straf for at lykkes. Det kan jo ret ofte være tilfældet, at noget, man som barn syntes var at lykkes, endte med en eller anden form for straf eller misbilligelse, fordi det ikke just var det, de voksne forbandt med succes.

Hvis den opfattelse bliver hængende, vil man blive betænkelig, når noget lykkes. Det kan nok ikke blive ved med at gå godt. I Danmark er det janteloven, der kan føles som et Damokles-sværd. Det må ikke gå for godt, så vækker du misundelse, og "de andre" falder over dig.

Straffer sig selv
Derfor vil en Damokles for en sikkerheds skyld straffe sig selv. Ubevidst naturligvis.

Har du succes professionelt, betaler du måske prisen familie- og følelsesmæssigt. "Du må godt have succes, hvis du er lidt ulykkelig". Eller på det fysiske plan: Du forsømmer måske dit helbred, arbejder for hårdt, rører dig for lidt, udsætter dig selv for unødig risiko - et trafikuheld, eller et brækket ben, en forkølelse eller andet, der kaster lidt grus i maskineriet. Eller du anstrenger din økonomi. Det kan give mange muligheder både for fysisk stress, familieproblemer og måske endda risiko for den professionelle troværdighed.

Damokles-sprog
Vi har en del vendinger, der illustrerer Damokles-holdningen:
"Højt at flyve, dybt at falde"
"Det bødes der for i mange år, som var kun en stakket glæde"
"Der er en pris for alting",
"Træerne vokser ikke ind i himlen"
"Så langt, så godt"
"Bank under bordet"
"Det er for godt til at være sandt"

Alle disse begrænsninger sprogligt viser vores inderste holdning til at have succes, at lykkes, at nyde, at det går godt.

En Damokles vil opfatte et uheld, en sygdom o.l. som en straf, hvor en ikke-Damokles oplever det samme som noget, der indtræffer - uden forbindelse til andre begivenheder. Menneskelivet er fuldt, af farer og risici. Mennesker bliver syge, mennesker dør. Noget kan gå skævt. Men det er ikke nogen straffeforanstaltning. Sådanne begivenheder kan være konsekvenser af ukloge eller hensynsløse handlinger, men det er en helt anden historie.

Damokles i virksomheden
I virksomhederne finder du måske Damokles på de højere niveauer, hvor den professionelle succes er hjemme, og prisen betales på det familiemæssige eller
fysiske plan. Er Damokles så en risiko for virksomheden? Alt efter hans eller hendes placering i virksomheden kan det være betænkeligt med det dyk i energi eller koncentration, som en selvskabt "straf" kan resultere i. For ikke at tale om alvorligere hændelser, hvor straffen er en blodprop, en skandale eller en konkurs.

Er du en Damokles?
Hvis du vil konstatere, om du har Damokles-tilbøjeligheder, så lyt til, hvad du selv siger.
Eller foretag en lille biografisk oversigt over nogle større begivenheder i dit liv både på det professionelle og familiemæssige /private område. Hvad har været højdepunkterne, og hvad er der sket af negativt i forbindelse med dem eller lige efter?

- Først noterer du de gode begivenheder ned.
- Skriv så ud for hver begivenhed, hvad situationen var på de andre områder.

Hvis den gode begivenhed var på karriereplanet, hvordan stod det så til fysisk, økonomisk, følelsesmæssigt? Eller i modsat rækkefølge.

Er der et mønster? Tyder noget på, at hver gang det går godt på ét område, er der et minus et andet sted, som godt kunne have været forebygget eller undgået?

Alle fortjener at lykkes med, hvad de har lyst, evner og kræfter til, og som alt efter menneskers holdninger og moral er til gavn for - eller i hvert fald ikke skader - andre mennesker.

Fra Sisyfos til Damokles
Mange forstår ikke rigtigt Damokles, - de er måske endnu på Sisyfos-skråningen. Det er først, når man får stenen rullet op og kommer oven for bakken, at man måske får et Damokles-problem.

Nemesis
Et andet begreb fra den græske mytologi, der minder om damokles-sværdet er ”nemesis”. Det er gudernes straf eller gengældelse for ”hybris” - overmod.

Copyright: Bodil Brændstrup

Sisyfos - ikke-vinderen

2008-12-05T07:55:00.000-08:00

I Odysseens 11. sang, vers 593-600 fortælles på 8 linier om Sisyfos, der som straf for at have narret guderne måtte slæbe en stor, tung sten op ad et bjerg. Og når han var lige ved at nå toppen, trillede stenen ned på sletten igen, så den arme mand måtte begynde forfra. Heraf betegnelsen "Sisyfos-arbejde" om anstrengelser, man ikke får noget ud af.

I myten har guderne magten og kan pålægge Sisyfos denne straf.

På det tidspunkt, hvor menneskebørn lærer at blive en "sisyfos", har forældrene, de voksne, magten. Naturligvis lærer ingen forældre bevidst deres børn at anstrenge sig og gøre sig umage med noget, der er dømt til at mislykkes. Barnet drager ud fra egne erfaringer nogle konklusioner, som fører til en "sisyfos"-holdning. Barnelogik er noget andet end voksenlogik. Barnets virkelighed og de informationer, det har til rådighed, er begrænsede. Derfor kan vi sidde tilbage med nogle forestillinger om os selv, der forekommer ulogiske, men som alligevel er med til at styre vores tilværelse. En sisyfos har måske set far eller mor slide og slæbe eller ønske sig noget, som ikke lykkedes, eller som ikke helt blev det, de havde drømt om. Og barnet vil da tænke: "Sådan er livet", - i hvert fald indtil det oplever noget andet. Eller det har gang på gang hørt sætningen: "Når bare du gør dig umage, så er det i orden".
Altså: Det gør ikke så meget, om det lykkes.
Man bliver "stentriller" og slutter sig til stentrillernes samfund, hvor man trøster sig ved mundheld som: "Ved jorden at blive, det tjener os bedst", med andre ord: "Vær nu ikke for ambitiøs". Eller man forudser nederlaget eller skuffelsen ved at sige "Lad os nu se" (= det lykkes nok ikke), eller "hvis det lykkes", i stedet for "når det lykkes", "pas nu på, du ikke bliver skuffet" (= det gør du nok). Man holder sig munter, og der er mange "gode" måder at trøste sig på, alene eller med familien og vennerne. Det kan blive en livsstil at gå fra forventning til skuffelse. En sisyfos snakker om det, han gerne vil - i stedet for at gøre det.

De gamle grækere har muligvis moret sig over historien, hvor vi med vores danske blødsødenhed nok snarere vil få ondt af ham, vise forståelse, bevilge ham hjælp til sit stentrilleri, forarges over dem, der overhaler ham uden at give en hånd med, måske endda vedtage, at det er ulovligt eller umoralsk at lykkes, da man jo derved får den stakkels sisyfos til at føle sig utilstrækkelig.

Så vi sørger for, at det er normen at holde sig beskæftiget, at holde ting igang, at have planer og drømme, som man taler om, men det er faktisk lidt ukammeratligt, udemokratisk eller udansk - at lykkes.

Til den, der genkender noget i historien, og som er træt af at trille sten:

Historien har løsningen i sig selv. Stil dig selv nogle check-spørgsmål:

- Triller du sten af solidaritet med far og mor eller andre, som måske vil føle sig "svigtet", hvis du får tingene til at lykkes?
- Triller du sten, fordi det er det kendte, det accepterede i familien eller
blandt vennerne? Og har du lært at klare skuffelserne?
- Er du usikker på, hvad der vil ske, hvis det lykkes? Hvordan vil du
selv eller andre reagere? Hvilke forventninger eller krav vil der så blive
stillet til dig?
- Har du nogle urealistiske mål eller drømme i forhold til dine evner,
uddannelse, kræfter, alder o.s.v.
- Har du for mange sten undervejs samtidig?
- Er det dine egne sten eller andres, du bakser med?
- Bakser du alene med dine sten, fordi du har svært ved at bede andre
om hjælp eller stille krav til andre om at gøre deres del?

Der kan være mange "gode" grunde til at holde liv i Sisyfos. Men det ender med at tage livet af os, hvis vi bliver ved for længe. Det dræber i hvert fald glæden.

Lad det lykkes, Sisyfos!
Hvis vi genkender Sisyfos både i os selv og andre, må spørgsmålet være: Hvordan kommer man ud af sit stentrilleri?

Grækerne lader Sisyfos-myten stå i sin korthed med sit tragiske indhold. Og så fortæller de iøvrigt andre myter, der handler om mennesker eller guder, der ved, hvad de vil, og gør det. Glæder sig over det, der lykkes. Men i vore "hensynsfulde" dage har vi ikke rigtigt samvittighed til at
overlade en sisyfos til sin skæbne. Så vi bliver nødt til at give historien en ny slutning.

Det er i orden, at guderne ville straffe Sisyfos, men hvis han er så snu, at han i første omgang kan narre guderne, og hvis han er så stærk, at han kan rulle en stor sten næsten helt op til toppen af et bjerg, så kan han vel også finde en udvej til at komme helt op eller lade stenen rulle ned og gå videre.

Problemet er hverken stenen eller bjerget.
Problemet er, at Sisyfos ikke længere tænker over, hvad han gør og hvordan. Han er blevet mekanisk. Der skal noget til at ruske ham ud af rutinen - at "gå med næsen i plovfuren". Og det sker måske en dag, da han er godt halvvejs oppe ad bjerget og standser for at puste. Han får øje på sin lille søn, der længere nede ad skråningen bakser med en sten, som ganske vist er mindre, men som er tung for ham at rulle op. Sisyfos er rystet. Det var slet ikke det liv, han havde ønsket for sin søn. Hvordan skal han dog stoppe ham, så han ikke gentager hans eget sisyfos-mønster?

Der er kun én løsning. At han selv holder op med at trille sten og viser sønnen noget andet.

Har jeg ødelagt historien? Der er jo stadigvæk den oprindelige. Du kan selv vælge. Og du kan også digte en helt anden slutning.

Copyright: Bodil Brændstrup

Tantalos - en taber?

2008-11-24T02:19:00.000-08:00

Odysseus møder på sin vej gennem dødsriget Tantalos. Han står i vand til hagen midt i en sø og lider tørstens kvaler, men når han bøjer sig for at drikke, tørrer søen bort. Over hans hoved hænger grene bugnende med æbler, pærer og figner, men når han rækker hånden ud for at plukke dem, bliver de viftet bort af en pludselig.

Den stakkels mand står altså med alt inden for rækkevidde uden at kunne nå det. Deraf betegnelsen Tantalos-kvaler. I øvrigt kan man hos en antikvitetshandler finde en tantalos. Det er en engelsk indretning i mere eller mindre ædelt træ med plads til to eller tre karafler. Foroven afsluttes den med en bom, der kan låses, så butleren eller andre ikke fristes til at drikke af sherryen, portvinen eller madeiraen, men altså må lide tørstens kvaler.

Den psykologiske mening bag historien er, at nogle mennesker ikke tør gribe de muligheder, der ligger lige for næsen af dem. Der er på et eller andet tidspunkt - eller gentagne gange - sket noget, der har fået dem til at tro: Det, jeg gerne vil, er ikke tilladt, eller kan ikke lade sig gøre. Måske er de blevet straffet, hver gang de gjorde, hvad de virkelig havde lyst til. Børns lyster og kreativitet ender ofte med en eller anden form for "ulykke". Noget går i stykker, mors fine bord bliver ridset, eller lillebror skriger. Der straffes eller skældes naturligvis ikke ud over de gode påfund, lysten og kreativiteten, men over de uheldige konsekvenser. Men hvilken lille dreng eller pige er klar over det? Og så bliver man - måske - en Tantalos, der ikke tør gribe fat eller lader tingene glide sig af hænde. Man lader mulighederne gå énforib, man overlader til andre eller til tilfældet, hvad der skal ske. Og så tænker man på eller taler om alt det, der desværre ikke blev til noget. Måske synes man endda, det er andres skyld, selvom det i virkeligheden er én selv, der har forsømt de muligheder, der var eller stadigvæk er. Man spiller offer eller taber.

Hvis Tantalos skal forlade døgsriget, sin fastlåste situation, hvordan skal historien så lyde? Tantalos befinder sig ganske vist i en noget uheldig situation. Men historien fortæller ikke noget om, at han er lam - kun handlingslammet. Eftersom han står i vand til halsen, må han være usandsynligt langsom, siden han ikke kan nå at få en slurk, før søen er totalt udtørret. Så han må se at få farten sat op. Han er heller ikke lænket til stedet, så selvom frugttræernes grene svipper op, når han rækker efter dem, kan han godt flytte sig og kravle op i træerne, eller han kan be' om hjælp. Er han en mand af temperament, bliver han vel så arrig og desperat, at han gør noget ved det - på trods. Men den fredelige eller opgivende Tantalos må nok have lidt hjælp udefra.

En dag kommer en af hans gamle venner forbi, ser ham i hans elendighed, selvom han har alt inden for rækkevidde. Tantalos fortæller ham, hvordan det går, når han forsøger sig. Vennen træder resolut ud i søen til ham, griber fat i ham og siger: "Kan du så se at komme igang, Tantalos, jeg har aldrig set noget så dødssygt". Tantalos skal lige til at komme med alle sine gode undskyldninger, men så ler han, slår armene om vennen, snupper et æble, og sammen går de op på land.

En Tantalos må ruskes vågen, sommetider af en god ven, familien eller en god kollega, der bliver træt af at høre og se ham eller hende give sig selv gode grunde og udflugter til ikke at gribe fat i sit liv og sine muligheder.

Vores "Konen i muddergrøften" ligner Tantalos. Hun kan godt være et luksusoffer, der ikke sætter pris på, hvad der allerede er til rådighed. Flynderen siger til hendes mand, der endnu engang beder om hjælp: "Gå blot hjem, hun har det allerede". Ja, men hun kan ikke SE det. Hun vil altid noget andet, eller noget mere, når hun har fået, hvad hun ville.

Copyright, Bodil Brændstrup

Vindere, ikke-vindere og tabere

2008-11-16T03:51:00.000-08:00

Før jeg kommer for langt med mine myter og historier, må jeg hellere definere, hvad jeg mener, når jeg taler om vindere, ikke-vindere og tabere.

Begreberne stammer fra nybygger-kulturen i Amerika, hvor det gjaldt om først at overleve, så at klare sig. Og klare sig godt. I et land, hvor himlen er den øverste grænse, og enhver lille dreng - eller pige - kan drømme om at blive USA's præsident.

Jeg hørte engang under mit ophold i USA en lille 5-6årig dreng, der blev drillet af de andre drenge på gaden, indtil han gjorde front imod dem og med overvisning råbte: This is a free country!

Nu er amerikanernes kultur en anden end vores, derfor kan vi ikke uden videre overtage deres holdninger og begreber om lykke og succes som livets højeste mening.

En vinder
er i min definition et menneske, der i hovedsagen har det liv - professionelt og privat - som det gerne vil have. Naturligvis inden for de evner, den fysik og det temperament, de er født med. Og sammen med de mennesker, han eller hun gerne vil leve sammen med. Det er ikke ensbetydende med altid at få sin vilje eller at lykkes. Det er heller ikke forbundet med penge eller anden form for status. Vindere findes på alle niveauer og kendetegnes ved at vide, hvad de vil. De gør, hvad andre taler om at gøre. De er som regel stilfærdige, venlige og beskedne mennesker og synes ikke selv, de er noget særligt. De er produktive og effektive i forhold til de mål, de har sat sig. De forstår at nyde og glæde sig over livet. De skaber ro omkring sig - eller de inspirerer til engagement og begejstring, - alt efter temperament. De har respekt for sig selv - og for andre.

En ikke-vinder
kan sagtens være et menneske, der tilsyneladende når sine mål, har succes, gør sig gældende i familien, i virksomheden, i samfundet. Men prisen er for høj.
Den mere aggressive ikke-vinder når måske sine mål på andres bekostning, så omgivelserne - kolleger, medarbejdere, familien - står af og nægter at medvirke. I det lange løb svigter også resultaterne, og familien giver måske op.

Ikke-vinderen, der forsøger at behage andre, pukler sig til resultaterne. Gør ofte det hele selv, siger ikke fra eller insisterer ikke på, hvad han eller hun selv vil. Skærer ikke igennem for ikke at støde eller såre andre. Før eller siden bliver der nok også en helbreds- eller følelsesmæssig pris at betale. Man føler sig overset, udnyttet, taget for givet.

Ikke-vinderen er tilbøjelig til at skabe overlevelses-situationer, hvor indsatsen - økonomisk, fysisk eller følelsesmæssigt - er høj og resultatet usikkert.

Ikke-vindere tvivler ikke på, at de overlever. Hele deres livsstil er en overlevelses-mekanisme, som hidtil har fungeret. Spændingen går på, hvor længe det går godt, hvor desperate eller forkomne de bliver.

Taber
Det vil altså sige, at ikke-vinderen nødvendigvis må ende som taber på et eller flere områder - økonomisk, helbredsmæssigt, menneskeligt, følelsesmæssigt.

Ting går galt, - sådan er livet
Der indtræffer ulykker, virksomheder lukker, mennesker dør, bliver syge, forlader hinanden.

Det har ikke noget med vinder-, ikke-vinder eller taber-problematikken at gøre. Den har at gøre med, hvordan du håndterer det, der indtræffer.

Spørgsmål
Har du spørgsmål til disse begreber og til min fortolkning af myter og eventyr, så lad mig det vide.

Copyright, Bodil Brændstrup

Odysseus - en vinder

2008-11-16T03:12:00.000-08:00

Odysseus
Homers historie om Odysseus og hans mange eventyr og vanskeligheder på sin ti år lange rejse hjem fra den trojanske krig er en vinder-beretning. Ganske vist møder han mange farer og forhindringer. Men han klarer dem ved sin opfindsomhed og sit mod. Hvis det virkelig havde været vigtigt for ham at nå hurtigt hjem, havde han også nok kunnet klare det, men så var han gået glip af en masse spændende oplevelser.

Hans elskede hustru ventede trofast på ham, mens vennen Mentor tog sig af hans gods og sønnen Telemachos. Ifølge myten var hustruen heller ikke uden evner, og dem fik hun også nok brug for, næste gang han fik lyst til eventyr. En Odysseus er ikke en "9.00-16.00 mand" ret længe ad gangen. Men han er ikke hensynsløs eller ubetænksom. Han sørger for, at familien har nogen at støtte sig til, når han ikke er hjemme. Og fremfor alt har han skaffet sig en familie, der accepterer og respekterer hans "livsstil".

På næste togt tager han måske sønnen med, mens hustruen fastslår, at det denne gang ikke skal vare ti år, men højst fire. Han bliver jo heller ikke yngre, så det er måske godt nok at have lovet at være hjemme om fire år.

Copyright, Bodil Brændstrup

Introduktion til myter og virkelighed

2008-11-14T10:02:00.000-08:00

De fleste mennesker kan godt lide at høre historier, der fortæller noget om dem selv. Vi leder f.eks. efter os selv i eventyrene. Og vi morer os, hygger os eller gyser, når historien kommer tæt på vores egen virkelighed.

Historier giver os også en sikker afstand - en nødvendig distance. Vi leger med virkeligheden, vi prøver den af, mens vi er i sikkerhed i sofaen, blandt vennerne, i mødesalen, i teatret eller i biografen.

Hvad er så fascinerende ved en god historie? Eller ved lige nøjagtigt den historie?

Det er den magt, en historie har. Som en drøm, der er svær at ryste af sig. Der er skæbne i historierne, - min skæbne?

Der er myter, eventyr og historier, der er blevet en del af vores kultur.

Jeg vil begynde med de gamle græske myter. Grækerne sagde: Der er intet nyt under solen. Og jeg vil gerne demonstrere, hvordan de gamle myter lever videre i vores egen dagligdag.

Copyright: Bodil Brændstrup